Artikel
Er du til store gulvfliser eller trælook?
Få styr på de nyeste trends og tendenser fra fliseverdenen.
Artikel
Få styr på de nyeste trends og tendenser fra fliseverdenen.
Fliser og klinker er trendy. Ikke bare på badeværelset, men i hele huset. Læs med her og bliv klogere på, hvad der rykker lige nu, så du kan finde den helt rigtige flise til dit hjem.
I Danmark har vi en lang tradition for minimalistisk, funktionelt design, der strækker sig tilbage til 50’er og 60’ernes store arkitekter, som Jacobsen, Juhl og Wegner. Det enkle og rene look går igen i vores flisevalg, som typisk holdes i rolige ensfarvede nuancer. Hvide glaserede fliser på badeværelset og enkle mørke fliser i entreen er altid populære, men vi ser dog nogle spændende tendenser: En lyst til at skabe en personlig stil og lege mere med flisernes udtryk i hjemmet.
En af de helt store tendenser lige nu er fliser i trælook. For fem år siden havde ingen nok gættet, at udviklingen ville gå den vej, men i takt med at producenterne er blevet dygtigere, er interessen steget. I dag kan man få fliser, der ligner træ i så høj grad, at det kan være svært at se forskel. Fliserne giver dit hjem et naturligt look og en varme, som er meget oppe i tiden. De er lette at rengøre og mindre modtagelige over for ridser end trægulve. Samtidig åbner fliserne op for, at du pludselig kan have ’træ’ på badeværelset.
I den anden af skalaen findes fliser i beton- og cementlook. Fliserne giver dit hjem et urbant og minimalistisk look, der sender tankerne i retning af den klassiske New Yorker-lejlighed. Fliserne gør sig rigtig godt som vægfliser og kan forvandle et badeværelses udtryk fuldstændigt – fra pussenusset til enkelt, råt og stilrent. Denne trend har været her nogle år, og alt tyder på, at den er kommet for at blive.
For de modige er der også muligheden for at mixe og matche fliser, altså kombinere forskellige farver, mønstre og designs. Denne tendens kan ses som modreaktion på minimalismen, men vi ser det nærmere som en mulighed for at lege med udtrykkene og sætte sit helt eget unikke præg på hjemmet. Typisk vil det nemlig ikke være et helt rum, der pakkes ind i farverige klinker, men en væg eller område af en væg, f.eks. i køkkenet. Der er ingen grænser for, hvilke fliser du kan kombinere. Kun fantasien sætter grænser. Og ofte vil kombinationen af fliser med forskellige overflader give et flot resultat.
Når det gælder flisernes størrelse er tendensen tydelig. De store fliser hitter. Især de firkantede 60x60 fliser og de rektangulære 30x60 modeller er populære. Ja, helt op til 80x80 begynder nu at røre på sig. Fordelene ved store fliser er for det første, at de giver rummet et rolig udtryk, da der er større ubrudte flader uden fuger. Samtidig har de en evne til at få små rum til at se større ud, hvilket gør dem oplagt til badeværelser.
Ved at blande de kvadratiske med de rektangulære fliser kan du skabe et spændende spil i udtrykket, f.eks. ved at bruge 60x60 på badeværelsesgulvet, men 30x60 i brusenichen.
Vidste du, at..? En 60x60 flise kan lægges af en person, men en 80x80 typisk kræver to personer.
Mens fliserne bliver større og større, så bliver fugerne smallere. Helt ned til få millimeter. De smalle fuger holder fokus på de smukke klinker, og samtidig slipper du for det vedligehold, der følger med brede fuger. Kombination af smalle fuger og flisernes skarpe kanter giver det stilrene udtryk, som mange efterspørger.De store kvadratiske gulvfliser bør som udgangspunkt altid lægges i hel-forbandt, det vil sige uden overlap, mens de rektangulære bør lægges i 1/3 forbandt. Keramiske fliser er jo naturprodukter og ofte lidt bredere på midten. Hvis du lægger dem i 1/2 forbandt, vil resultatet se mere ujævnt ud, da overlappet sker lige der, hvor flisen er bredest.
I XL-BYG finder du et stort udvalg af italienske klinker og fliser i høj kvalitet, som vi henter hvert år i klinkernes højborg Sassuolo. Vi har mere end 150 forskellige designs, herunder en lang række stilrene 60x60 fliser og 30x60 fliser. Og vores fagfolk står klar til at hjælpe dig godt på vej med dit valg af fliser.
Se vores udvalg af italienske klinker til køkken, bryggers og badeværelse.