Guide
Fliser vejledning i opsætning og lægning
Kom godt i gang med flisearbejdet med en række gode råd og små vejledninger til selve processen. Her får du guide til både fliser på væg og fliser på gulv samt efterfølgende fugning.
Guide
Kom godt i gang med flisearbejdet med en række gode råd og små vejledninger til selve processen. Her får du guide til både fliser på væg og fliser på gulv samt efterfølgende fugning.
Der er nogle forhold, som du skal tage hensyn til, inden du går i gang med at lægge fliser. Det er for eksempel ikke uden betydning, hvor i huset fliserne skal sidde.
Valg af materialer som flisemørtel med videre er også afhængigt af rumtypen og af underlagets beskaffenhed. For at være sikker på, at du undgår fejl, er det derfor en god ide at tage en snak med fagfolkene i XL-BYG.
Herunder finder du generel vejledning om, hvad du skal bruge af materialer og trin-for-trin instruktion i, hvordan du sætter fliser op.
Inden du starter på opsætningen af fliser, skal du foretage en opmåling af rummets vægge. Du skal bestemme, hvilken højde flisebeklædningen skal have. Beregn højden fra det laveste punkt mod gulv. Det er normalt pænest at slutte med en hel flise for oven og evt. tilpasse den nederste mod gulv.
Inden du påbegynder opsætningen af fliser, skal du afgøre, hvilken størrelse tandspartel, du skal anvende. Alt afhængigt af flisens størrelse og bagside skal du vælge tandstørrelse. Spørg din fagmand.
Alfix Fliseklæber påføres underlaget med en tandspartel. Først med den glatte side, hvorefter der aftrækkes med tandsiden, så der dannes riller. Derved sikres, at der er et jævnt lag fliseklæber på hele opsætningsfladen.
Inden du påbegynder opsætningen af fliser på en væg, afmærkes en vandret linie ved underkant af anden nederste fliserække. Under linien monteres en midlertidig liste. Bemærk, at listen ikke må skrues/sømmes op på en vådrumsmembran.
Flisen presses/vrides på plads i den fugtige mørtel indenfor 15 minutter efter påføring.
Flisens bagside skal være dækket. Ved fliser med knubbet/ribbet bagside kan det være nødvendigt også at påføre klæber på flisens bagside inden opsætning/ lægning.
Afstand mellem fliserne holdes vha. Alfix Fugeafstandsholdere, der har seks forskellige fugebredder. Alternativt kan man anvende fugesnor til at holde afstand mellem fliserne. Kontroller, at fliserne holdes i lod.
Når væggen er flisebeklædt, kan fugeforløbet overføres til et bræt, der kan bruges som leder ved fliselægning på gulv.
Efter ca. en time (afhængig af underlagets sugeevne) fjernes fugeafstandsholdere/ fugesnor og evt. støttelister forsigtigt, og nederste fliserække tilpasses. Tilskæring foretages på den side, der vender ned mod gulvet.
Inden du påbegynder lægning af fliser/klinker på et gulv, skal du sikre dig, at undergulvet (f.eks. betongulv), eksisterende fliser og træ er plant og/eller har den hældning, du ønsker.
Påfør fliseklæber med tandspartel. Små opretninger kan laves i fliseklæberen. Større opretninger (5 mm +) kan laves med gulvspartelmasse.
Fliserne/klinkerne lægges i afsnit af 2-3 rækker: Udmål afstanden for hvert afsnit for at sikre, at vinklen holdes.
Når man ser en overflade beklædt med fliser, klinker eller natursten, er den næsten altid udført med fuger. Kun i få tilfælde ses det, at fliserne er monteret helt tæt sammen, uden fuger. Det kalder man knasfuge. Der vælges et egnet fugemateriale, afhængig af fugebredde, flisetype og anvendelsesområde. I langt de fleste tilfælde anvendes der et cementbaseret fugemateriale, men i særlige tilfælde anvendes også produkter, der er baseret på silikone- og epoxymaterialer.
Udfugning bør tidligst påbegyndes en til to dage, efter at fliseopsætningen eller -lægningen er afsluttet (og allerede efter tre timer, hvis der er anvendt ”Quick”-typer). Alfix Fugemørtler blandes iht. anvisningen på emballagen og påføres væggen med en blød gummispartel.
Tør det overskydende fugemørtel af med en hårdt opvredet svamp af et par omgange.
Ved fugning af gulvfliser/klinker anvendes en blød gummispartel eller et gummifugebræt.
Uglaserede og hårdtbrændte klinker bevirker en længere tørretid. Er der fuget med Alfix Cerafi ll 20, kan det fugede areal overdrysses med tør fugemørtel, for at afkorte tørretiden.
Efter kort tid, når fugerne fremtræder som mørke felter, aftørres med en tør klud eller skuremåtte til fugerne er jævne og klinkerne er rene. Herefter afvaskes med en hårdt opvredet svamp for at glatte fugerne.
For at begrænse overførslen fra underlagsspændinger til flisefladen og undgå revnedannelser i ind- og udgående hjørnefuger samt fuger omkring sanitære installationer, fuges disse med Alfix Silicon, der er behandlet mod mugdannelse.
Det er vigtigt, at hæftefladen for fugen er ren og tør. Inden fugearbejdet påbegyndes, afdækkes med malertape på begge sider, hvorefter fugen fyldes helt.
Inden 10 min. komprimeres og glittes fugemassen med en træpind fugtet i vand - eller med en stålspartel.
Afdækningstapen fjernes umiddelbart efter.
Fugen efterglittes med en fugtet fugepind. Alfix Silicon er farvemæssigt afstemt efter Alfix fugemørtlerne.
Forestil dig, at du gerne vil have klinkegulv i køkken og entré, men at der det ene sted ligger et vinylgulv, og det andet et almindeligt bræddegulv, og du er blevet i tvivl, om man kan lægge klinker begge steder.
I princippet kan man godt. Men der er nogle helt afgørende forhold, som skal være opfyldt.
På det gamle bræddegulv bør du først lægge et pladegulv med fer og not og en tæt sømning – med cirka 5 centimeter mellem sømmene, så det ligger helt fast og stabilt overalt.
På gulvet med vinyl gælder det samme udgangspunkt, nemlig at vinylen skal ligge helt fast overalt, og vinylen må naturligvis ikke være en type med blød bagside. Der skal nemlig være tale om et hårdt og helt fast underlag, ellers går klinkerne løs og brækker.
Et plastbelagt gulv skal først slibes med slibepapir korn 40, så overfladen bliver ru. Derved kommer den til at arbejde sammen med den primer, som under alle omstændigheder skal smøres på, inden der lægges klinker.
Og så er det selvfølgelig værd at nævne, at et helt plant betongulv naturligvis altid er det bedste og mest sikre underlag for klinker.