Begrebet ”indeklima” dækker over flere parametre, hvoraf det ene er luft. Hvis ikke luften i din bolig er frisk, vil det få konsekvenser for dit helbred. Du vil kunne mærke symptomer som hovedpine, træthed og åndedrætsbesvær.
Luften kan fx blive påvirket negativt af madlavning uden emhætte, lange bade uden udluftning og generel mangel på udluftning. Derfor er det essentielt både at huske 2 gange 10 minutters udluftning af hele huset hver dag, men også i det hele taget at opbygge et hjem, hvor luften får de bedst mulige betingelser for at forblive frisk.
Èn af de ting, som kan skabe de optimale betingelser for en god luft, er energirigtige vinduer. I Danmark oplever vi i høj grad fugt i vores våde vejrforhold. Vores huse skal derfor kunne afskille fugt for at undgå, at der opstår kondens indendørs på vinduer og vægge. Energirigtige vinduer er udstyrede med en varmkantsprofil. Denne minimerer indvendig kondens, reducerer varmetabet og giver derved besparelser på varmeregningen samtidig med, at den forhindrer svampevækst. Noget så simpelt som at vælge energirigtige
vinduer kan altså hjælpe til at skabe et bedre indeklima.
Man kan også vælge vinduer med indbyggede ventiler, hvorved du kan sørge for konstant udluftning, selv når du ikke er hjemme.
Et godt indemiljø er dog ikke kun betinget af frisk luft, men også af god akustik. Akustik kan påvirke hele opfattelsen af et rum og en atmosfære. Et køkken med højt til loftet skaber følelsen af et stort rum og giver et æstetisk flot udtryk. Dette kan dog hurtigt blive overdøvet af øget rumklang, som ofte opstår i denne type rum. En dårlig akustik i køkkenet kan gøre en familiemiddag eller børnefødselsdag nærmest uudholdelig. Samtalerne på tværs- og rundt om bordet smelter sammen, alle lyde runger i hovedet, og man ender dagen med at være fuldstændigt overvældet af indtryk.
Har du højt til loftet, er det derfor essentielt med lydabsorberende elementer. Loftplader er ét af de bedste og mest populære materialer til at skabe den lydabsorberende effekt uden at gå på kompromis med en elegant indretning. Nogle loftplader kan endda både skabe god akustik og være med til at rense luften. Vælger du et loft med indeklima-mærket, får du desuden et loft, der med garanti ikke afgiver partikler eller støv.
Ligesom loftet kan være lydabsorberende, er der i dag flere producenter, der har held af at skabe gulve og gulvunderlag med lydabsorberende effekt. En kombination med både lydabsorberende loft og - gulv vil i bogstaveligste forstand gøre lyden af dine skridt mindre. I sidste ende udmønter det sig i en mindre stressende atmosfære, hvor kroppen kan finde ro på trods af legende børn og muntre middagsselskaber.
Alle byggematerialer og produkter mærket med indeklima-mærket er dokumenterbart med til at påvirke luftkvaliteten positivt. Enten direkte, som det er tilfældet med fx et luftrensende loft, eller indirekte ved ikke at afgive gasser fra tekstiler, støv og partikler - og slet ikke gasser der kan være kræftfremkaldende. Hvis du ønsker et sundere indeklima, kan du derfor med fordel kigge efter denne frivillige mærkning, når du køber nye møbler og byggematerialer.