XL-BYG logo

Artikel

Gør haven klar til vinteren

I efteråret - lige før frosten sætter ind, er det en god idé at "rydde lidt op i haven", så den er klar og har plads til friske nye skud. Det er også i efteråret, at du kan starte på forberedelserne til sommerhaven ved at plante nye vækster.

Vinteren og frosten nærmer sig, og det er derfor vigtigt at få gjort sin have vinterklar. Nedenfor kommer vi ind på hvad der skal gøres i haven inden frosten melder sin ankomst.

Græsplænen

Hvis du vil have en pæn, grøn græsplæne, skal du sørge godt for den – også om vinteren. Græsset vokser langsommere nu, men skal alligevel slås, sidst en gang i slutningen af oktober. Det er dog vigtigt at "klippe græsset højt", da det giver plænen kraft til at klare efteråret. Giv evt. plænen lidt gødning i oktober. Det er i september/oktober, du kan efter så gule pletter eller anlægge en ny græsplæne. Fjern græs og blade, og brug bladene til at beskytte planterne med. Græsset kan lægges i kompostbunken.

Blomster og bede

Har du planer om at anlægge ny have, er det her i efteråret, du kan plante løvfældende træer, buske, blomster og løg. Det er også nu at alle stauder, der er afblomstret, deles og omplantes. Husk også, at blade i blomsterbedet beskytter mod frost og giver en god muldjord.

Beskæring

En busk eller et træ kommer nemt til at se pjusket og mishandlet ud, hvis der ikke beskæres ordentligt. En rigtig beskæring styrker vækst og form, og for frugttræer har beskæringen betydning for din frugthøst.

Sådan beskærer du

Afhængig af træets alder og tilstand skal du henholdsvis udtynde, beskære hårdt eller moderat.

Hård beskæring

Nyplantede træer skal beskæres hårdt senest 1 år efter plantningen. Ved hård beskæring starter du med at udvælge ca. 5 gode grene; de skal være træets krone. Grenene skal være så nær på 45 grader som muligt, og de skal helst ikke udgå fra samme punkt på stammen. Fjern 2/3 over en veludviklet knop. Herefter fjerner du alle tynde eller dårligt placerede grene.

Moderat beskæring

Andet år beskæres ca. halvdelen af ledegrenene. Du skal fortsat skære væk over en veludviklet knop, der peger ud til den side, hvor du ønsker skudforlængelsen. Fjern igen de dårligt placerede grene, så du får en harmonisk krone.

Udtynding

Efter andet år fjernes de nederste 2-3 kviste under dine "hovedgrene" (specielt de lodretvoksende). Dernæst fjernes ældre og overflødige frugtgrene. Specielt på ældre frugttræer er det tit nødvendigt helt at fjerne hovedgrene for at give tilstrækkeligt med lys inde i træet.

Kompost

Afklippede grene, kviste og blade kan bruges til kompost. Kværn det gennem en kompostkværn og lad det ligge i kompostbeholderen i ca. et halvt år. Andre ting til komposten: Alt organisk affald, f.eks. rester af grøntsager, frugt, skræller, skaldyr, fisk, æggeskaller, aske, kaffegrums/teblade, våd køkkenrulle. Undgå grove ben, sand, ler, kalk, svampeangrebne planter og ukrudt som bl.a. skvalderkål og brændenælde.

Beskæringskalender

ANDRE HAR OGSÅ LÆST

ANDRE HAR OGSÅ SET