Artikel
Indret din terrasse
Gør din terrasse indbydende og funktionel med et flot hegn, planter, højbede, krukker og andet lækkert tilbehør. Mulighederne er næsten uendelige, og du kan nemt finde din helt egen stil.
Artikel
Gør din terrasse indbydende og funktionel med et flot hegn, planter, højbede, krukker og andet lækkert tilbehør. Mulighederne er næsten uendelige, og du kan nemt finde din helt egen stil.
En terrasse er på mange måder en forlængelse af huset. Med den rette indretning kan den skabe rammerne om et fantastisk pusterum fra den travle hverdag for hele familien. Vi har samlet inspirerende tanker i denne artikel, så du kan indrette din terrasse lige efter din egen smag og pengepung – uanset om du står over for indretning af en stor eller en lille terrasse eller måske søger ideer til indretning af en overdækket terrasse.
De bedste terrasser er indrettet både med fokus på funktionalitet og hyggefaktor - med blik for at skabe små intime udendørs rum, hvor det er rart at opholde sig. Et hegn, et espalier, højbede eller krukker er ofte tilstrækkeligt til den nødvendige afskærmning, så du får skabt aflukkede hyggekroge og samtidig læ. Ordentlig ly for blæsten gør det meget mere behageligt at sidde ude og bedre muligheder for børnenes leg, for frodige blomster og spændende krydderurter. Du kan også bruge grillen, liggestolen og havemøblerne som indretningselementer.
Med et hegn rundt om terrassen eller på et hjørne af terrassen får du fred for nysgerrige øjne og ikke mindst den kolde vind. Du kan forlænge solbadningsperioden og aftensmåltidet, når vinden bliver holdt på afstand. Samtidig giver det en mulighed for at indrette terrassen dekorativt på flere varierede måder, end når der ikke er hegn – især hvis du kombinerer hegnet med et par krukker.
Hvis du vælger et hegn i glas eller non-wood, slipper du for at tænke på træbeskyttelse, og samtidig får du et hegn, der bidrager til et stilrent indtryk af din samlede terrasseindretning. Sort eller antracit grå fremhæver den minimalistiske stil, mens et terrassehegn i glas giver en behagelig lethed og har den fordel, at du kan kigge gennem hegnet og nyde haven bagved.
Et originalt træhegn har en charme, som kan egne sig til såvel den sydlandske som den klassiske danske indretningsstil. Et mørkt, nærmest rødbrunt træhegn får varmen til at brede sig på selv en kølig sommeraften. Hvis du samtidig opstiller et hav af smukke krukker med grønne planter, urter og blomster, vil du hurtigt blive henført til varmere himmelstrøg. Man ser også det originale træhegn hos den typisk nordisk indrettede terrasse. Træhegn vidner om godt håndværk og sans for de små detaljer, hvilket komplementerer en terrasse, der ligeledes er udført i træ.
Terrassen er ikke kun et opholdssted for de voksne. Hvis du har små børn, ønsker de helt sikkert at være, hvor de voksne er, det meste af tiden. Derfor kan det være en god idé at indrette terrassen med en voksen- og en børneafdeling. Dette kan du eventuelt bruge plantekasser eller højbede til, eller du kan stille havemøblerne, så de i sig selv laver en opdeling af terrassen. Begge dele giver en diskret opdeling, som fx gør det muligt at opbygge en sandkasse på legesiden af terrassen.
Højbede og plantekasser findes i mange kvaliteter, materialer og størrelser. Et simpelt højbed i non-wood med minimal vedligeholdelse giver dig en god mulighed for fx at afgrænse spisepladsen fra legepladsen, at etablere et hjørne til grillen eller et par solsenge.
Monterer du hjul på dine plantekasser eller højbede, kan du på få sekunder flytte rundt på indretningen af terrassen, fx til når du får gæster, eller når du bare har lyst til, at der skal ske noget nyt i indretningen af uderummet.
Plantekasser og højbede kan naturligvis også bruges til andre formål end indretning af terrassen. Der er ikke meget som et krydderurtebed til at bringe hyggelig stemning på terrassen. Et krydderurtebed spreder liflige dufte, og så er et krydderurtebed nyttigt at have tæt på grillen, da urterne kan bruges til at give ekstra smag til kød og grøntsager.
Grøntsager kan ligeledes med fordel plantes i plantekasser eller højbede. Plant en frilandstomat i et højbed placeret i læ ved hegnet og i konstant sol. Så vil du også kunne tage tomater direkte fra dit højbed over på grillen. Agurker, squash, chili og figner trives også i et velplaceret højbed. Derved kan du på mange måder blive selvforsynende af de mest anvendte grøntsager blot ved at have højbede på terrassen.
Blomster kan hjælpe med at skabe et afbræk i de farveløse materialer, både terrasse og hegn ofte er lavet af. Smukke tagetes, spanske margueritter eller andre farverige blomster kan med fordel sættes i en plantekasse eller i krukker.
Hvor højbede primært er praktiske og sikrer dig et sted til køkkenhaven og urterne uden at skulle investere i et drivhus, er krukker primært en forskønnelse til terrassen. Krukker kan nu også benyttes på samme måde som højbedene og er fx ideelle til at holde styr på en vildtvoksende mynte eller beskytte den sarte rosmarinbusk. Krukker har også i sammenligning med højbede den fordel, at de lettere kan flyttes og desuden fås i mange forskellige former og farver.
Hvis du som udgangspunkt ønsker at fremhæve en minimalistisk stil, kan du fx købe en simpel sort krukke med mat finish. Placér den i et hjørne eller ved siden af grillen med plantede blomster eller krydderurter. Det vil blødgøre det minimalistiske design på en elegant måde.
Har du valgt en lettere sydlandsk inspireret indretning af terrassen, kan en terracotta krukke være et oplagt valg. Plant et citrustræ i én krukke og rosmarin i en anden. Sammen vil de to krukker skabe harmoni i udseendet med det høje, som møder det lave. Duften fra begge dele vil give enhver lyst til at indtage et lækkert grillmåltid.
Benyt også hegnet i din indretning med krukker på terrassen. Pynt hegnet med vægophængte krukker. Fyld med krydderurter og små let duftende blomster - ideelle til at plante i de ophængte krukker. Så mangler blot et væld af grønne planter i flere forskelligt udseende krukker til at fuldende din egen sydlandskinspirerede oase.
Indretningen af terrassen ved sommerhuset kan have særlige betingelser. Krukker og højbede kræver vanding, og især når solen bager, må du optimalt set have haveslangen eller vandekanden frem hver aften. Det er dog ikke altid muligt, når det drejer sig om sommerhuse. Vær derfor bevidst om, hvordan du indretter din terrasse ved sommerhuset , hvad angår planter, og tænk over, hvor meget du er i stand til at vande og holde ved lige.
Til gengæld stiller læhegn af fx træ eller glas og planter (som fx et espalier), der er plantet direkte i jorden, ikke de samme krav til vedligehold og pasning.
Uanset om du er på udkig efter et flot læhegn, nye højbede eller flotte krukker til terrassen, kan du finde det hos XL-BYG. Vi har udvalget – og vi har medarbejderne, der kan hjælpe dig til at få indrettet din terrasse, så den passer til dine behov, dit hus og dit budget. Se vores store udvalg af hegn, højbede, plantekasser og krukker i webshoppen eller besøg din lokale XL-BYG for mere inspiration.