Guide
Mal husets træværk med sprøjtepistol
Et moderne sprøjteanlæg kan fås til en god pris, og det kan spare dig for rigtigt mange arbejdstimer. Se her hvordan du kan male træværket.
Guide
Et moderne sprøjteanlæg kan fås til en god pris, og det kan spare dig for rigtigt mange arbejdstimer. Se her hvordan du kan male træværket.
Dette plankeværk blev malet på bare 40 minutter - inklusive opstart, afdækning af planter og indstilling af sprøjtepistolen.
Den elektriske sprøjtepistol er ikke alene tidsbesparende, den giver også et færdigt resultat helt uden penselstrøg, den er nemmere at rense end en traditionel malerulle, og så kan du male med stor præcision helt uden at svine!
Bundbehandlingen er ved alt malearbejde meget afgørende for et både pænt og holdbart resultat. Det gælder især, når opgaven drejer sig om udendørs træværk, som fx plankeværk og facader af træ. Det betyder først og fremmest, at overfladen skal være ren uden snavs og alger.
Hvis træværket er angrebet af alger, skal overfladen gøres ren med et algedræbende middel, ellers hænger maling eller træbeskyttelse ikke fast. Hvis der ikke er algeangreb, kan du i mange tilfælde klare dig med at børste overfladen ren for løst snavs og støv. Er du i tvivl, er det under alle omstændigheder en god ide at vaske med et grundrengøringsmiddel. Husk at træet skal være helt tørt igen, inden du maler.
Pletter med bart træ eller meget slidte områder bør behandles med en farveløs grundingsolie.
På et enkelt område er en god gammeldags pensel at foretrække. Nemlig når det gælder om at male nyt, ubehandlet træværk - især hvis der er tale om ru brædder. Her er penslen en klar fordel, fordi den meget bedre kan ”massere” malingen eller grunderen godt ind i træets overflade.
Sprøjtepistolen er en fremragende løsning, hvis du skal male et hus med træfacader.
Fremgangsmåden med hensyn til selve sprøjtearbejdet er den samme som ved maling af plankeværket, men det gælder i særlig grad for træhuset, at de flader der ikke skal males, skal dækkes godt af. Her er det sjældent nok med et løst stykke pap eller med plastsække. Her er der brug for plastfolie og malertape.
Sørg for, at overfladen er ren og tør. Løst støv og snavs børstes væk. Belægninger med alger fjernes med et algedræbende middel, eller med højtryksrenseren. Den kræver dog en del forsigtighed; hold en passende afstand til overfladen og/eller arbejd med lavt tryk, så træet ikke ligefrem fræses i stykker.
Brug den nødvendige tid til at dække af, dér hvor der absolut ikke skal males. Planter og buske kan med fordel beskyttes med plastsække eller med plastfolie i metermål.
Et stort stykke pap er en god løsning, hvis du skal dække af mod tilstødende omgivelser. Du kan godt selv styre både sprøjtepistol og pap, men til tider kan det være en fordel at have en hjælper, der kan holde pappet.
Hvis træværket har decideret bare pletter eller områder, hvor træbeskyttelsen er meget slidt, er det en god ide at behandle med en farveløs grundingsolie. Lad grunderen tørre, inden du maler med træbeskyttelse – læs på emballagen om tørretider.
Brug et stort stykke pap, når du skal indstille farve- og luftmængden på sprøjtepistolen. De fleste sprøjtepistoler har separate indstillinger for farve og luft.
Hold sprøjtepistolen så vandret som muligt. Den virker fint, også selv om den holdes i en skrå stilling, men det er nemmest at sprøjte jævnt og regelmæssigt, hvis den holdes vandret.
Det gælder for de fleste sprøjtepistoler, at dysen kan indstilles, så du enten får en lodret eller vandret sprøjtestråle. Afstanden til overfladen svarer til bredden på sprøjtestrålen. Sørg for at holde en passende afstand til overfladen - typisk 10-15 cm, så maling eller træbeskyttelse ikke løber, og du undgår sprøjtestøv!
Synes du også, at problemet med alger på jeres udendørs træværk nærmest bliver værre år for år? Nogle kommer helt til at tro, at de fremmer væksten ved at fjerne dem, men det gør man ikke.
Også fagfolk har registreret en stigende vækst af alger og skimmel i de senere år. De gætter på årsager som højere temperaturer og flere næringsstoffer i luften, men en sikker forklaring har vi ikke.
Modtrækket er en årlig behandling af træværket med et algefjerningsmiddel og en behandling mod skimmel ved hjælp af klorin og vand i forholdet 1:1 og en grundig afskylning med rent vand.
Som sådan skader alger og skimmel ikke træværket, men med tiden kan det medføre, at træet bliver mere fugtigt, og dermed baner belægningerne vejen for råd.
Efter at have udskiftet og derefter malet en del af det udvendige træværk, påstår nogen, at man skal vente to år med at male trykimprægneret træ.
Det er ikke nødvendigt. Der sker intet i forhold til holdbarheden ved at male trykimprægneret træ, umiddelbart efter det er sat op – det kan kun være en fordel.
Men i de første måneder må du regne med, at den grønne kobber i imprægneringsvæsken vil slå igennem. Maler du med en lys farve, skal du måske give det et nyt lag maling efter nogen tid.
Venter du to år, bør du til gengæld rense overfladerne, inden du maler. Ellers er der risiko for, at snavs og skadelige mikroorganismer lukkes inde og på længere sigt skader træet.