XL-BYG logo

Guide

Sådan pudser du på fliser

Hvis du er træt af de brune 70'er-fliser i køkken eller bad, kan du forny dine vægge med Skalflex® Multipuds®. Du sparer både tid og penge - og ikke mindst ømme muskler efter brug af hammer og mejsel, når du ikke behøver at fjerne de gamle fliser.

Skalflex® Multipuds® hæfter på de fleste overflader inde og ude - f.eks. keramiske fliser og indendørs også på malede vægge. Skalflex® Multipuds® er også en god løsning, hvis det gælder om at dække hessian eller glasvæv.

Test om underlaget er egnet

Fliser, fuger, hessian og glasvæv skal sidde helt fast alle steder, og underliggende maling må ikke være vandopløseligt. Tjek om malingen er vandopløselig ved at gøre et testområde vådt og gnid derefter i malingen med en stiv børste eller hårdt med fingeren. Hvis der er afsmitning, er malingen vandopløselig og kan derfor ikke bære et pudslag.

Skalflex® Multipuds® er velegnet på vægge, men må ikke anvendes i vådzoneområder (i brusekabine, rundt om håndvask m.m. – er det kun tilladt at anvende glatte overflader), eller på gulvflader.

Så nemt får du helt nye vægge

Her får du en guide til at forny dine vægge med pudsemørtel. Bemærk, det er vigtigt, at underlaget er rengjort, fast og strukturelt sundt, før du går i gang.

Trin 1: Afrensning af overfladen

Rens fliser og fuger grundigt med Skalflex® Grundrens, som fortyndes med vand; 1 del grundrens til 25 dele vand. Ved meget snavset underlag kan der anvendes en stærkere koncentration eller Skalflex® Stærk Grundrens. Brug en ren klud eller børste. Aftør med vand og lad overfladen tørre helt.

Trin 2: Opblanding af Skalflex® Multipuds®

Afmål max. 0,2 liter rent, koldt vand pr. 1 kg Skalflex® Multipuds®. Hæld vandet i en blandebalje og tilsæt derefter mørtelpulveret. Anvend egnet blandeværktøj til opblandingen. Konsistensen skal være homogen og letbearbejdelig.

Trin 3: Påføring af tyndt hæftelag

Træk et tyndt bindelag Skalflex® Multipuds® på overfladen med en bred stålspartel.

Det er vigtigt, at du sørger for, at fugerne bliver helt fyldt ud med det første, tynde lag puds.

Evt. tilretning foretages med en let fugtet pensel umiddelbart efter påføring.

Lad hæftelaget tørre.

Trin 4: Påføring af andet lag Skalflex® Multipuds®

Efter ca. 24 timer kan det næste lag Skalflex® Multipuds® påføres. Underlaget forvandes let og et nyt lag Skalflex® Multipuds påføres med stålbræt i en lagtykkelse på 0-2 mm.

Trin 5: Udglatning for jævn overflade

Derefter glattes overfladen med en tør eller hårdtopvredet murersvamp.

Du har nu en helt ny væg med en smuk og rustik overflade, som enten kan stå, som den er, uden yderligere behandling, eller du kan male den med de fleste typer vægmaling.

Det færdige resultat:

Skjul hessian og glasvæg med puds

Det kan være en rigtig dårlig ide at prøve at fjerne hessian eller glasvæv. Ofte laver man så store skader på væggen bagved (især hvis det er en gipsvæg) at der skal et større reparationsarbejde til, før væggen igen er bare nogenlunde glat. I stedet er det meget smartere at pudse direkte oven på rengjort og fastsiddende væv eller hessian med Skalflex® Multipuds®.

På fastsiddende maling, hessian, glasvæv er det samme fremgangsmåde som på fliser, hvor man først påfører et tyndt hæftelag og derefter et pudslag.

ANDRE HAR OGSÅ LÆST

ANDRE HAR OGSÅ SET