XL-BYG logo

Guide

Nyt liv til dine vinduer

Hvis du passer godt på dine vinduer, kan de holde i rigtigt mange år. Se her hvordan du gør det.

Du skal inspicere dem godt og grundigt mindst en gang om året og især holde øje med, om malebehandlingen er intakt, for kun med en god overfladebehandling undgår du skader, som kan nedbryde træværket.

Sådan giver du dine vinduer den bedste behandling

Her får du en trin-for-trin vejledning til projektet.

Du får det bedste resultat, hvis du maler dine vinduer i sommerhalvåret, hvor temperaturen er over 5 grader.

Trin 1 - Måling af optimalt fugtindhold

Du bør anvende en lille fugtmåler, så du kan sikre dig, at fugtindholdet i træværket maksimalt er 15 %.

Trin 2 - Tjek for drypnæse

Dine vinduer skal være forsynet med en drypnæse, som kan lede vandet væk fra vinduet, så det ikke trænger ind og opfugter træværket.

Trin 3 - Tjek for intakte fuger

Tjek vinduets fuger - fugerne skal være intakte og de skal sidde ordentlig fast, ellers kan vand og fugt trænge ind langs glasset og opfugte træet.

Trin 4 - Udskiftning af råddent træ

Stik i træet med en kniv eller en skruetrækker - områder med råddent træ, skal udskiftes.

Trin 5 - Slibning af ikke-bæredygtig overflade

Du kan tjekke (ældre) malede overflader med et stykke tape for at se, om bunden er bæredygtig. Tryk et stykke almindeligt og godt klæbende tape fast på overfladen.

Træk så tapen af igen. Hvis der er maling eller træfibre bag på tapen, vil den nye behandling ikke kunne hæfte godt nok, og overfladen skal afrenses og slibes med slibepapir korn 120.

Når du har renset og slebet overfladen, kan du igen udføre tape-testen.

Trin 6 - Afskrabning af løst materiale

Løstsiddende materiale og afskalninger skal fjernes med et skarpt skrabejern. Sørg for at komme godt i bund - helt ned til fast overflade.

Trin 7 - Slibning af gammel maling

Eksisterende maling bør matslibes med slibepapir korn 120 - også selv om overfladen har klaret tape-testen.

Trin 8 - Rengøring af vinduet

Vinduet skal rengøres for skidt og snavs med GORI Trævask, inden du kan gå i gang med selve malebehandlingen.

Trin 9 - Grunding af bart træ

Når overfladen er tør, skal du grunde alle ikke malede/bartslebne områder med GORI 11 mod råd og svamp.Sørg for, at grunderen er helt tør, inden du fortsætter med malearbejdet. Tjek tørretiden på emballagen.

Trin 10 - Maling af vinduer

Nu kan du male første gang med vinduesmaling. Inden du maler, anbefaler vi, at du taper vinduet af med udendørs malertape.

Trin 11 - Spærregrunding og andet lag maling

Hvis der kommer brune pletter og gennemslag -fx fra knaster, når første lag maling er tørt, skal du behandle med DYRUP Spærregrunder, inden du maler anden gang. Fjern malertapen mens malingen stadig er våd.
For at opnå optimal holdbarhed, skal vinduerne altid behandles med mindst to fyldige lag vinduesmaling.

Med denne behandlingsvejledning får du et smuk og holdbart resultat, der beskytter dine vinduer mod det barske danske vejr, i mange år frem.



Viser 6 ud af 6 produkter

ANDRE HAR OGSÅ LÆST

ANDRE HAR OGSÅ SET