XL-BYG logo

Videoguide

Guide: Opfrisk dit gamle møbel med maling

Måske har du været på loppemarked og fundet et smukt, slidt møbel eller måske trænger et gammelt arvestykke til at få en ny farve? Det tager ikke lang tid at give et gammelt møbel en ny, spændende farve – og det kræver ikke særlige gør-det-selv evner at fremtrylle et flot resultat. Se vores video her på siden og følg vores enkle trin-for-trin guide.

Et godt resultat starter med et grundigt forarbejde

Gamle møbler bør altid rengøres, inden du kaster dig ud i at male dem. Gennem årene sætter der sig snavs, smuds og fedtrester på overfladen, som gør det sværere at få et tilfredsstillende slutresultat. Start med en omgang vask med grundrens og en svamp. Når møblet er tørt, bør du give træet en omgang grunder, der forhindrer fx gammel nikotin, bejdse eller lak i at trække ud gennem din slutmaling.

Husk at slibe mellem hver arbejdsgang

Vi anbefaler, at du foretager en let slibning med sandpapir (korn 100 eller mere) mellem hver arbejdsgang. På den måde undgår du spor eller ujævnheder i overfladen. Børst af med en tør klud efter hver slibning (aldrig en våd klud).

Mal altid mindst to gange

Når du har grundet og slebet møblet, kan du gå i gang med at male i den farve, du har valgt. Du bør vælge en maling med glans 40 eller opefter. Det giver en tilpas blank og slidstærk overflade, der er let at vedligeholde, og som står rigtig flot i mange år. Du opnår den flotteste finish, hvis du maler mindst to gange. Det bedste og mest jævne resultat opnår du med en malerrulle. Malingen skal være helt tør mellem hver omgang - og husk at lave en lille slibning.

Få tonet din maling i den rette farve hos XL-BYG

Hos XL-BYGs farveafdeling kan du få tonet din maling i præcis den tone, du har i tankerne. Måske har du fundet en farve i et magasin, eller måske skal dit “nye“ møbel matche puderne eller gardinet? Hvis det er muligt, så medbring en stofprøve eller et bilede, hvor du kan vise den ønskede farvenuance. Vores medarbejdere i farveafdelingen kan på den måde ramme den rette tone. Vi har naturligvis også farvekort, som du kan studere, inden du træffer dit endelige valg af maling.

TRIN-FOR-TRIN – sådan får du det bedste resultat med dit gamle møbel

Et gammelt møbel, der får ny maling, er altid en god oplevelse. Gamle møbler bærer på en historie, som du kan give nyt liv med en spændende, moderne farve. Følg vores enkle guide, så får du et flot resultat af dit malerarbejde:

  1. Rengør møblet med grundrens og en svamp. Vask efter med lunkent vand. Lad møblet tørre.

  2. Mal møbler med en spærrende grunder, der forhindrer udtræk gennem malingen. Grunderen gør det også nemmere for den nye maling at få et godt fæste på møblet.

  3. Slib møblet ganske let med sandpapir (korn 100 eller mere), så overfladen er helt glat og uden spor efter penselstrøg. Tør af med en tør klud (brug ikke en våd klud).

  4. Du er nu klar til at male første gang. Brug en blød pensel til hjørner og kroge – og brug gerne en malerrulle til de støre flader.

  5. Slib igen overfladen let med sandpapir. Tør igen af med en tør klud.

  6. Mal anden gang. Mal i lange bevægelser i møblets længderetning.

  7. Dit møbel er færdigt nu! Men hvis du vurderer, at det er nødvendigt at male en tredje gang, så skal du slibe med sandpapir igen. Denne gang meget let.

  8. Mal en sidste gang. Nu er dit møbel færdigt!

Tal maling og malerprojekter med XL-BYG

Hos XL-BYG har vi en stor og velassorteret malerafdeling, hvor vores faguddannede medarbejdere står klar til at hjælpe og rådgive dig – fx i hvordan du bedst muligt får givet et gammelt møbel nyt liv. De kan rådgive dig i farver, glans, pensler, malerruller, og hvad du ellers skal bruge i dit projekt. De står også klar til at tone din maling i præcis den farve, du har i tankerne, og er du i tvivl om, hvilken farve og hvilken nuance, der er den rette, så kan de rådgive dig, så du kommer hjem med en farve, du bliver glad for.

ANDRE HAR OGSÅ LÆST