XL-BYG logo

Videoguide

Opsætning af skillevæg

Hvis du gerne vil lave den store stue om til to mindre rum, kan du selv lave en skillevæg med gips og stållægter. Stållægterne er ganske vist dyrere end trælægter, men de er tilsvarende nemmere at arbejde med. Se her, hvordan du kan inddele med skillevægge.

Gips og stållægter er den helt rigtige løsning, når der skal bygges en ekstra væg. Stållægterne er ganske vist dyrere end trælægter, men de er tilsvarende nemmere at arbejde med.

Sådan du bygger skillevæggen

Stållægterne er lette at arbejde med: de vejer ikke ret meget og de er nemme både at tilpasse og montere. Skinnerne mod loft, gulv og vægge er "forede" med et lag gummi, så de slutter helt tæt. De klippes til med en pladesaks, og når stolperne monteres mellem gulv og loft, sker det med en særlig fikser-tang, som du kan leje!

Trin 1 - Opmåling og tegning til skillevæggen

Allerførst bør du lave en omhyggelig tegning med alle målene på. Når du har fået denne tegning på plads, er det relativt nemt at overføre de relevante mål til gulvet, så skillevæggen kan bygges helt præcist.

Trin 2 - Montering af første vægskinne

Start med en skinne på den ene væg. Gør den fast med skruer og eventuelle plugs og anbring en lille 6 mm tyk afstandsklods under skinnen, så den hæves tilsvarende fra gulvet.

Trin 3 - Montering af gulvskinne og anden vægskinne

Fjern nu afstandsklodsen, skub den vandrette gulvskinne ind under den lodrette og skru den fast til gulvet for hver 60 cm med spånskruer. Monter på samme måde den lodrette skinne på modstående væg. Sørg for at de anbragt præcist overfor hinanden.

De lodrette stolper gøres fast til gulv- og loftskinnen med fikser-tangen. Anbring en stolpe for hver 45 eller 60 cm - afhængig af om du bruger 90 eller 120 cm brede plader.

Trin 4 - Montering af loftskinne

Skru nu skinnen fast i loftet mellem de to lodrette vægskinner. Du kan evt. skære loftskinnen af, så den er 5-6 mm "for kort" - så kan den skubbes ind over de to lodrette skinner og holdes på plads.

Det er nemt at "save" stållægterne af i korrekt længde ved hjælp af en pladesaks.

Trin 5 - Ingen skinne ved dørhul

Når du skal gøre plads til en dør, skal der ikke være nogen skinne i dørhullet på gulvet. Vær især omhyggelig med opmåling i forbindelse med dørhullet!

Trin 6 - Montering af dobbelt lag skinner

Hvis du vil ha' en væg i "dobbelt-tykkelse", kan du montere to hold skinner ved siden af hinanden.

Trin 7 - Montering af overligger-skinne i dørhul

Brug et stykke gulv/loft skinne til overligger i dørhullet. Fjern gummilaget, der skal sikre tæthed, når du bruger skinnen som overstykke i døren.

Trin 8 - Montering i vatter

Brug små klodser/kiler af plast til at sikre, at gipspladen monteres, så underkanten er vandret. Eventuelle ujævnheder vil blive skjult af fodpanelet.

Trin 9 - Montering af trælægte til dørkarm

Det kan være en rigtig god ide at (for)montere en trælægte på stolperne i dørhullet - så er det nemmere senere hen, når du har træ at skure dørkarmen fast i.

Trin 10 - Montering af første lag gipsplade

Monter det første af to lag gips. Placer pladerne præcist, så du kan skrue i stålskelettet uden at ramme ved siden af. Gipspladerne er mærket op med en stiplet linje på midten af pladen.

Trin 11 - Tilpasning af plader

Hvis du lader gipspladerne gå "forbi" dørhullet, er det en smal sag at save dem til bagefter. Gem pladestumperne, så du har til de små områder eller til reparationer.

Trin 12 - Isolering

Pres isoleringen på plads, inden du monterer gipspladerne på den anden side, Hvis du isolerer med to lag mineraluld, skal samlingerne forskydes i forhold til hinanden.

Trin 13 - Montering af andet lag plader

Når du har fået monteret alle gipspladerne på begge sider af væggen, er der "kun" tilbage at spartle og male - eller montere filt eller væv.

ANDRE HAR OGSÅ LÆST

ANDRE HAR OGSÅ SET