XL-BYG logo

Videoopskrift

Nem mad der imponerer: Grillkyllinger på rotisseri med Emma Martiny

Prøv denne lækre opskrift på grillede kyllinger. Det er nemmere end du tror – og smager lækkert, også når du vil imponere dine gæster på terrassen.

Denne opskrift er udviklet i samarbejde med Emma Martiny

Grillede kyllinger på rotisseri er både ekstra saftige og smagfulde. Og så er de ovenikøbet nemme at tilberede. Du kan sagtens grille flere kyllinger på samme rotisseri, så der er nok mad til gæster på terrassen eller til sommerfesten. Se hvordan du gør i videoen ovenfor, eller læs opskriften her på siden.

Grillkyllinger på rotisseri

Til 8 personer

Udstyr du skal bruge

For at grille kyllinger på rotisseri, skal du selvfølgelig bruge en grill og et rotisseri. Det er derudover gavnligt at have kødsnor til at holde sammen på kyllingerne samt en grillpande eller foliebakker til rådighed, som du kan bruge til at opsamle fedt fra kyllingerne, når de grilles.

Ingredienser

Ud over at du skal bruge to gode kyllinger, har du brug for følgende til at lave lækre grillkyllinger.

  • 3-4 spsk olie, fx olivenolie, rapsolie eller solsikkeolie

  • 6 spsk paprika

  • 1-2 tsk hvidløgspulver

  • evt. 0,5 tsk chilipulver, hvis du kan lide din mad lidt spicy

  • 3 tsk salt

  • peber efter eget ønske

Forberedelser - sådan gør du

  1. Læg kyllingerne i et stort fad og dup dem tørre med køkkenrulle.

  2. Fordel olien over de to kyllinger, så skindet er dækket.

  3. Bland paprika, hvidløgspulver, salt, peber og evt. chilipulver til en krydderiblanding og fordel blandingen over de to kyllinger. Masser blandingen godt rundt på kyllingerne, så det sidder godt fast.

Ved grillen - sådan gør du

  1. Fjern ristene i din grill, så der er plads til rotisseriet med kyllinger på. Dette gøres, inden grillen tændes.

  2. Fastgør kyllingerne på rotisseriet og bind kødsnor omkring kyllingerne.

  3. Sæt rotisseriet på grillen.

  4. Stil en grillpande eller foliebakke under kyllingerne på grillen og hæld en smule vand i. Fyld mere vand på efter behov under tilberedningen.

  5. Tænd grillen, og start rotisseriet.

  6. Luk låget på grillen og afvent, at temperaturen rammer 250° C.

  7. Lad kyllingerne grille i ca. 1 time og 1 kvarter ved 250° C. Husk at efterfylde med vand i grillpanden eller foliebakken, så fedtet fra kyllingerne ikke brænder fast eller drypper ned i grillen.

  8. Sluk grillen og rotisseriet, og tag kyllingerne af grillen. Her kan et par grillhandsker være gavnlige, så du ikke brænder dig.

  9. Klip eller skær kyllingerne ud i passende stykker og drys fx lidt timian på toppen.

  10. Server med fx kartofler og en let salat.