Prisen på vand er steget markant de seneste år. Ifølge Boligejernes Videncenter Bolius er vandregningen for en gennemsnitlig familie steget med 45% siden 2005. Omregnet i kroner giver det en årlig stigning på 3.100 kr. pr. familie – og det forventes ikke, at det bliver billigere at bruge vand fremover – tværtimod. Vand er blevet en udgiftspost, som fremadrettet vil fylde mere og mere i familiens budget. Det kan derfor være en fordel at udskifte hjemmets VVS-artikler med vandbesparende alternativer og ikke mindst ændre nogle af de vand-vaner, vi har.
Vi har samlet en håndfuld fakta, der giver et hurtigt overblik over almindeligt vandforbrug, og hvad det koster:
En liter vand koster i gennemsnit 7,2 øre i Danmark
En dansker bruger cirka 104 liter vand i døgnet (til madlavning, bad, tøjvask, opvask og toiletskyl)
Hver dansker bruger cirka 38 kubikliter om året
En dryppende vandhane forbruger op imod 10 kubikliter om året (det svarer til ca. 700 kr. om året)
Et toilet, der løber, kan bruge helt op imod 400 kubikliter om året (det svarer til næsten 30.000 kr. om året!)
Der er heldigvis mange muligheder for at reducere vandregningen med vandbesparende VVS-artikler i hjemmet. Ifølge forbrugerøkonom i Nykredit, Johan Juul-Jensen, kan en familie i gennemsnit spare 2-3.000 kroner årligt alene ved at udskifte et gammelt toilet med et nyt samt installere en vandbesparende bruser.
Badeværelset er et godt sted at starte, når forbruget af vand skal sænkes. Bad, personlig pleje og toiletskyl er nogle af de helt store vandslugere i hjemmet. I en normal, dansk husholdning bruger vi helt op imod 75% af vandforbruget på hygiejne og toiletskyl. Det er derfor helt oplagt at kigge på badeværelset, når vi skal spare på vandet – og spare på pengene.
Med en sparebruser er det normalt at kunne halvere vandforbruget (uden at du får en dårligere badeoplevelse).
En luftblander er en form for vandsparer, som også kaldes perlator. Den blander vandet i vandhanen med luft og får strålen til at føles kraftigere, end den rent faktisk er. Det giver også en betydelig vandbesparelse.
En berøringsfri vandhane kan give dig en vandbesparelse på 50%.
Du kan spare helt op til 70% på vandforbruget i dit toilet, hvis du skifter til et nyt, vandbesparende toilet med 4,5 liters skyl. Gamle toiletter har ofte et skyl på 12 liter.
Nye vaner i dit vandforbrug vil hurtigt kunne aflæses direkte på vandregningen. Selv mindre ændringer har stor betydning. Se bare disse praktiske tips til, hvor og hvordan du kan spare på vandet i dagligdagen – uden at det vil gå ud over hverken hygiejne eller brugeroplevelsen:
Luk for vandet, når du ikke bruger det. Fx når du sæber dig ind under bruseren, eller når du børster tænder.
Drop karbadet og tag et brusebad i stedet (her er der virkelig meget vand at spare).
Tag et brusebad på 5 minutter i stedet for 15 minutter.
Afkøl vand i køleskabet fremfor at lade hanen løbe, til vandet er koldt.
Når du skræller kartofler eller vasker grøntsager, så gør det ikke under en løbende hane. Brug en balje i stedet.
Du kan nøjes med at skrabe tallerknerne af, inden du sætter dem i opvaskemaskinen. Du behøver ikke skylle dem rene først.
Fyld vaskemaskinen og opvaskemaskinen helt op, før du tænder for dem.
Drop forvasken, når du vasker tøj.
Brug vandkande, når du vander potter og krukker (og vand helst om aftenen, hvor fordampningen er lavest).
Lad græsset blive gult, når det er tørt om sommeren. Det bliver grønt igen med den næste regnbyge.
Én ting er de daglige vaner. En anden ting er at kaste et kritisk blik på hjemmets vandhaner, toiletter og brusere og måske overveje, om vaskemaskinen og opvaskemaskinen med fordel kan udskiftes. Af vandbesparende VVS-artikler er en vandsparer et billigt og hurtigt sted at starte. Montér på dine vandhaner på få minutter, og du er i gang med at spare! Ligeledes kan en sparebruser være en nem investering, der hurtigt tjener sig hjem og sparer dig penge.
Kig forbi XL-BYG, når du gerne vil se nærmere på vandbesparende produkter. Vi forhandler VVS-artikler fra både Grohe, Grundfos, Danfoss, Damixa og Vola mfl.