XL-BYG logo

Artikel

Røgning i en ægte røgovn

Ved hjælp af en håndfuld træsmuld kan du ­forfremme den almindelige grill til en røgovn – og komme et skridt nærmere BBQ’ens rødder.

Røgning er en metode, man kan anvende i både kuglegrill og gasgrill. Man kan røge både kød, fisk og tilmed oste alt efter, hvad der behager ens smag. Hvis du vil have den helt rigtige, 100 % autentiske røgsmag og tilberedningsmetode, så er en ægte røgovn det rette valg. En røgeovn er velegnet til tilberedning over lang tid. Hvis du griller/røger ved lav temperatur i mange timer, får du et saftigt resultat, der langt overgår traditionel tilberedning i ovn eller gryde.

En rigtig røgeovn er dog primært til de hardcore entusiaster, der anvender røgning flere gange i måneden, sådan som f.eks. lystfiskere. For ”fritids entusiasten” er en grill med et røgekammer eller røgflis blandt kul det bedste valg.

Røgning i grill

Du kan tydeligt smage røgen, selvom røgning i grill ”kun” er en kombination af røgning og grillning. Bruger du kulgrill, starter du med at gøre den klar til indirekte varme. Det vil sige de varme grillkul placeres ude i hver side af grillen. Anbring en aluform med vand på kulristen. Tag en håndfuld røgflis, væd med vand og læg røgflisen ned til de varme kul. Vent med at lægge maden på risten til røgen har dæmpet sig en smule. Efterhånden som maden tilberedes, kan du spæde til med mere røgflis og supplere med vand, som hjælper med at holde temperaturen lav, hvis du vil røge over længere tid.

Røgning i en Weber Q-grill

Hvis du vil røge i Q-grillen, lægger du en håndfuld røgflis på risten ved den inderste brænder, så varmen kan sætte gang i røgningen. Når røgen har fat, kan du lægge maden på risten.

Et røgkammer til gasgrill

De fleste gasgrill kan suppleres med et såkaldt røgkammer. Når du skal røge, anbringes røgflis direkte i dette kammer. Princippet er i al sin enkelhed, at røgflisen lægges i blød i vand, dryppes godt af og fyldes i kammeret, som stilles direkte på risten. Derefter lægges kødet på grillen, låget lukkes, og resten klarer grillen selv. Du kan også eksperimentere med at vædde røgflisen i rødvin i stedet for vand.

Uanset om du vil eksperimentere med røgning i grillen eller går all in og prøver den ægte røgovn, er det vigtigt for smagen og røgudviklingen, at du bruger en ægte røgflis.

ANDRE HAR OGSÅ LÆST

ANDRE HAR OGSÅ SET