Videoguide
Guide: Byg selv fuglehus til haven
I denne video kan du følge tømrer Casper Kjerumgaards guide til at bygge fuglehus i et sjovt design, som du kan hænge op i haven, så de små fugle kan yngle trygt, og du kan nyde livet helt tæt ved huset.
Videoguide
I denne video kan du følge tømrer Casper Kjerumgaards guide til at bygge fuglehus i et sjovt design, som du kan hænge op i haven, så de små fugle kan yngle trygt, og du kan nyde livet helt tæt ved huset.
Efteråret er det bedste tidspunkt at sætte nye fuglehuse/redekasser op i haven. Så kan fuglene nå at lære dem at kende inden foråret. Mange fugle benytter også fuglehusene til overnatning om vinteren. Men intet står i vejen for at sætte fuglekasser op året rundt – så det er bare med at finde saven og brædderne frem.
Et fuglehus er et nemt, lille byggeprojekt. Du behøver ikke særlige færdigheder, hvorfor det måske endda er et oplagt projekt at dele med børnene. De vil elske det!
Fuglehuset er designet i samarbejde med Casper Kjerumgaard.
Caspers fuglehus er udformet med bund og tre identiske sider i fyrretræ samt top og en side i krydsfiner. Se hvordan du bærer dig ad i denne trin-for-trin-guide.
Vi har angivet mål, der passer til blåmejser og musvitter. Se de rette mål til andre fugle her (Kilde: Dansk Ornitologisk Forening).
Fyrretræ
Vandfast krydsfiner
Udendørs spånskruer
Træbeskyttelse
Sandpapir
Start med at lave tre sider. Til blåmejser og musvitter bør kassens højde fra lågets underkant til kassens underkant være 30 cm.
Bor dernæst hullet i centrum af frontsiden. Hullets diameter bør være 2,8 cm til blåmejser og 3,2 cm til musvitter. Til både blåmejser og musvitter bør dybden fra hullets nedre kant til kassens underkant være 22 cm. Bunden laves, så den har indvendige mål på min. 10x10 cm til musvitter, 10x15 cm til blåmejser.
Inden du samler, slibes kanterne med sandpapir, så de ikke flosser. Bor for og brug skruer beregnet til udendørs til at skrue de tre sider og bunden fast.
Den specielle top og den sidste side laves i vandfast krydsfiner. Caspers version laves med et fremspring på 8 cm fra fronten. Saml fuglehuset.
Til sidst sliber du fuglehuset, så det er klart til at blive malet. Casper bruger en vandig træbeskyttelse, hvor der er en smule olie i, hvilket beskytter træet og strukturen.
Gør det til en vane at rense dine gamle fuglekasser for gammelt redemateriale i løbet af efteråret. Det er også en god idé at hælde kogende vand ned i fuglekassen, så utøj, lus og lopper bliver slået ihjel.
Når du står med din færdigbyggede fuglekasse, skal du hænge den det rette sted og i den rigtige højde. Vi har samlet tre typiske spørgsmål til dig, der har bygget DIY fuglehus:
Sæt ikke fuglekasser op, hvor de får for meget direkte sol. Flyvehullet skal meget gerne vende mod øst.
Kassen skal sidde i hovedhøjde, hvis du vil have mejser til at bygge rede, mens kassen skal op i tre meters højde, hvis du gerne vil invitere gråspurven eller stæren på besøg.
Hvis hullet er 28 mm, passer det til blåmejsen, mens et flyvehul på 32 mm passer til de øvrige mejsefugle og spurvene. Stærens flyvehul skal være 50 mm. Se de rette mål til andre fugle her (Kilde: Dansk Ornitologisk Forening).
God fornøjelse med projekt-byg-selv-fuglehus med børnene!