Guide
Sådan sliber du hækkeklipperen
Se trin for trin guiden om hvordan du sliber din hækkeklippers klinge. Få også gode råd til, hvordan du bedst muligt opbevarer din hækkeklipper, så den ikke ruster.
Guide
Se trin for trin guiden om hvordan du sliber din hækkeklippers klinge. Få også gode råd til, hvordan du bedst muligt opbevarer din hækkeklipper, så den ikke ruster.
Det er vigtigt at vedligeholde sin hækkeklipper så den kan bruges i mange år fremadrettet. Ved at følge denne guide sikrer du dig en ren og pæn klinge uden rust.
Inden du skiller hækkeklipperen ad, er det en rigtig god ide at give klingen (og skruerne) et par pust med en rustløsnende spray og lade det virke et par minutter.
Brug en roterende stål- eller messingbørste til at fjerne den allerværste ”gravrust” inden du skiller maskinen ad.
Hvis det kan lade sig gøre at afmontere klingen, går det noget nemmere med slibningen. Husk at lægge godt mærke til skruer og tandhjuls placering, så du kan samle maskinen korrekt igen.
Læg klingen på et stykke plastik og brug et stykke klæde og petroleum til at rense for gammel snavs og olie.
Klingen bliver helt ren og blank, hvis du sliber med et stykke smergellærred korn 400. Efter slibning vaskes efter med et rent stykke klæde og nyt petroleum.
Brug en sletfil, når du skal slibe klingens tænder. Spænd klingen fast i en skruetvinge, og før filen med begge hænder i fremadrettede strøg. Brug ikke for mange kræfter og sørg for at holde samme vinkel som tænderne.
Hækkeklipperen har godt af at blive opbevaret i det medfølgende klingehylster. Montér hylsteret på væggen og fyld det med en blanding af tre dele olie og en del petroleum. Anbring hækkeklipperen i hylsteret når den ikke er brug - så ruster den ikke.