Guide
Tænd rigtigt op i brændeovnen
Få en hurtigt guide til, hvordan du tænder rigtigt og mest effektivt op i brændeovnen - ganske enkelt.
Guide
Få en hurtigt guide til, hvordan du tænder rigtigt og mest effektivt op i brændeovnen - ganske enkelt.
Hvis du vil være sikker på at fyre op på den mindst miljøbelastende måde, skal du tænde op i toppen af brændet, så det brænder ned - ligesom et stearinlys.
Bliv ekspert til at tænde op ved hjælp af disse simple trin.
Når du skal tænde op, har du brug for følgende: 2 optændingsposer/-blokke (eller 5 sammenkrøllede avissider), 1 kg tørt pindebrænde og 1-1,5 kg kløvet brænde.
Inden du kan tænde op, skal du åbne helt op for lufttilførslen.
Det er en fordel, at der ligger aske i bunden af brændeovnen, 2-3 cm aske er et passende underlag for brændet. Start med at placere et par kævler - på hvert ca. ½ kg i bunden af brændkammeret.
Oven på kævlerne placeres ca. 1 kg tørt pindebrænde. Lige under det øverste lag pinde anbringes optændingsposer/blokke.
Optændingsposerne antændes.
Flammerne skal arbejde sig langsomt fra toppen og ned - præcis på samme måde som et stearinlys. Efter 45-60 minutter er de sidste flammer slukket, og der er nu dannet et pænt lag gløder, og så er det tid til at fylde mere brænde på. Brug ildrageren til at fordele gløder i bunden - dog flest foran i ovnen.
Nu kan du lægge 2-3 stykker brænde på hvert ca. 0,5 kg ind i gløderne. Der bør være en afstand på ca. 1 cm mellem laget af træstykker. Når du lukker brændeovnsdøren og åbner for spjældene, vil træet være antændt på 2 - 3 minutter.
Når brændet ikke blusser op mere, skruer du ned for lufttilførslen ved at justere på luftventilen, men sørg altid for at der er flammer.