XL-BYG logo

Artikel

Værd at vide om hegn

Læs hegnsloven og undersøg de lokale byggevedtægter, servitutter og grundejerforeningens vedtægter.

Der findes lovgivning man skal følge, hvis man ønsker at opsætte hegn som skel i haven.

Reglerne om de forskellige slags hegn

Her skelnes der mellem fælleshegn, egne hegn og indre hegn. Derudover findes også et læhegn, som man typisk bruger i områder, hvor man ønsker læ, men som ikke generer naboen.

Fælleshegn

Et fælleshegn står i skellet mellem to grunde. Naboerne kan selv bestemme, hvordan hegnet skal se ud. Du er normalt forpligtet til at deltage i rejsning af fælleshegn, hvis naboen kræver det. I følge hegnsloven må et fælleshegn normalt ikke være højere end 1,8 meter.

Egne hegn

Hegn på egen grund står langs skellet og må ikke være højere end fælleshegn med et tillæg svarende til afstanden fra skel.

Indre hegn

Indre hegn står mere end 1,75 meter fra skel og er ikke omfattet af hegnsloven.

Læhegn

Skal et hegn give læ for vinden, må det ikke være helt tæt, fordi vinden vil have svært ved at passere og i stedet søge uden om og over hegnet.

Værd at vide om opsætningen af hegn

Inden du vælger hvilket slags hegn du skal bygge, er det vigtigt at du sætter dig ind i hvilke muligheder du har. Nedenfor gennemgår vi, hvad for nogle materialer du kan vælge, og hvordan det evt. laves korrekt.

Stolper

Stolperne kan enten graves ned i jord alene, de kan støbes fast med beton, eller monteres i stolpesko i støbte punktfundamenter. Under alle omstændigheder skal der graves ud til frostfri dybde - 90 cm. Huller i 90 cm dybde og trykimprægnerede stolper, der støbes fast med beton (til 20 cm fra jordens overkant) giver den mest solide konstruktion. Hvis stolper og hegn er lavt, f.eks. 80-90 cm, kan du nøjes med at stampe jord godt omkring stolperne. Hvis der bruges stolper af f.eks. cedertræ eller lærk, skal disse monteres på stolpesko, så stolperne ikke har direkte kontakt med jorden.

Stolpesko: Findes i størrelser med spændvidde på 50, 75, 90, 100 og 125 mm. Den 12-15 cm lange ”gaffel” støbes ned i beton, så stolpeskoen er hævet ca. 5 cm over betonoverfladen.

Jordboret er kvikt – til nogle huller

Tidligere gravede man altid hullerne til hegnsstolper og lignende. Nu om dage skal hullerne tilsyneladende altid bores. Er du i tvivl om, hvordan du skal gøre det?

Det kommer lidt an på, hvad hullet skal bruges til. Er der tale om en række huller til et lavt hegn, så kan jordboret være at foretrække, fordi hullet bliver mindre, og fordi jord og småsten nemt stoppes ned omkring stolperne. Først og fremmest går det hurtigere – især hvis du også tager en kloakspade til hjælp.
Hvis stolperne skal bære større udendørs konstruktioner eller modstå vindtrykket fra et højt stakit, er det ofte bedre at grave hullerne med en spade og gøre dem lidt større. Så er der bedre plads til at stampe jorden tæt omkring stolperne og enten styrke dem med et par bræddestumper slået på tværs – eller til at smide jordfugtig beton ned omkring stolperne, så de får en solid klods at sidde i. 
Jordboret fås med diameter op til 20 cm, men det vil altid have svært ved at passere større sten og solide rødder. 
Med jordboret kan du hurtigt komme i dybden, hvis jorden er fremkommelig og fri for større sten. Med kloakspaden som supplement til jordboret kan du hurtigt rense hullet op, når boret har gjort forarbejdet.

Beton

Hvis stolpen skal støbes fast, blandes cement og grus i forholdet en del cement til fire dele grus. Der skal ikke tilsættes mere vand, end at blandingen er som fugtig jord. Hvis du graver stolper ned og støber dem fast, anbringes stolpen først i den korrekte dybde, og først da hældes og stampes betonen rundt om stolpen - der må ikke være beton under stolpen.

Sådan bliver vinklen ret

Hvis hegnet skal have en 90° vinkel, kan du sikre dig, at vinklen også bliver 90° ved at anvende 3-4-5 reglen. Du måler nemlig 3 meter ud af den ene side i vinklen, 4 meter ud af den anden side, og så skal der være præcis 5 meter i diagonal mellem de to punkter. Er der ikke plads til f.eks. at måle 3 meter ud, kan du bruge andre tal, der forholdsmæssigt passer; f.eks. 1,5-2-2,5 m eller 90-120-150 cm.

Lodret beklædning

Løsholter fastgøres på stolperne. Herefter fastgøres beklædningen til løsholterne. Ved stolpeafstande fra 1,5 - 2 meter bør løsholterne være min. 50 x 75 mm. Afstanden fra løsholterne til beklædningens over- og underkanter bør ikke være mere end ca. 20 cm. Anvend 19 eller 25 mm brædder til hegn, der er højst 1,5 meter, og 25 mm eller derover til hegn, der er over 1,5 meter.

Vandret beklædning

Vandret beklædning udføres af 25 mm brædder ved stolpeafstande fra 1,5 - 2,0 meter. Beklædningen fastgøres til stolperne med varmforzinkede søm eller skruer. Eg, lærk og asiatisk cedertræ dog med rustfrie søm. Husk at forbore brædderne.

Vedligeholdelse

Selv om du anvender trykimprægneret træ, er det en god idé at efterbehandle med træbeskyttelse. Især træsorterne lærk og ceder får hurtigt en grå patina, hvis det ikke behandles en gang om året.

ANDRE HAR OGSÅ LÆST

ANDRE HAR OGSÅ SET