Til vandskuring skal du bruge vandskuringsmørtel (regn med 4-5 kg pr. m2 mur, afhængigt af hvor ujævn overfladen er), mørtelspand, blandespiral, spandeske, stålbræt med håndtag (eller en bred stålspartel/spandeske), kalkkost, en massiv mursten. Til filtsning bruges et pudsebræt med skumgummisål, til sækkeskuring en tør jutesæk.
Er fugerne mellem murstenene dybere end 3 mm, skal der først fuges. Luften og murens arbejdstemperatur skal være over +5 grader C, og muren skal være ren og tør (- maling eller kalk), når du går i gang. Er muren pudset i forvejen, skal pudslaget fjernes. Brug en murerhammer og slib efter med en mursten. Start med at vande muren grundigt og begynd først arbejdet, når væggen er fugtig/mat igen.
Er det et helt hus, der skal vandskures, så arbejd med et lille område ad gangen, så mørtlen ikke bliver for tør. Anbring mørtlen på stålbrættet, og stød kanten ind mod muren. Træk brættet lidt opad og hæld, så mørtlen løber ind mod muren. Mørtlen trækkes/smøres på i et lag på 1-2 mm. Når mørtlen er fingertør (15-20 min.) kan du begynde at vandskure, sækkeskure eller filtse. Kør i små cirkelbevægelser til overfladen er ensartet.
Jævn overfladen med en fugtig massiv mursten, der bevæges i cirkler på væggen. Murstenen skal hele tiden være fugtig. Stenen fjerner evt. fremspring på muren, og overfladen efterlades "fin" med et tyndt lag mørtel.
Her jævnes overfladen ved at arbejde i den fingertørre puds med en tør jutesæk, der bevæges i cirkler. Sækken fjerner ikke ujævnheder og efterlader muren mere "rå".
Med et fugtigt pudsebræt med skumgummisål bearbejdes den fingertørre puds i cirkelbevægelser. Overfladen bliver ikke så grov som ved sækkeskuring – eller så fin som ved vandskuring, men midt imellem.
Når overfladen er tør, børstes løse sandkorn og lignende af med kalkkosten. Hvis du bagefter vil male muren, skal du lade den hvile i 2-4 uger, indtil mørtlen er efterhærdet.