Artikel
Vintertjek af huset
Når vinteren nærmer sig, er det tid til at tjekke huset efter for udvendige skader og slidtage. Få gode råd til, hvad du skal være opmærksom på her!
Artikel
Når vinteren nærmer sig, er det tid til at tjekke huset efter for udvendige skader og slidtage. Få gode råd til, hvad du skal være opmærksom på her!
Hvis ikke du får repareret udvendige skader og slid, risikerer du, at der opstår skader på dit hus i løbet af vinteren, når vejret bliver koldere og fugtigere. Selv de mindste skader kan udvikle sig til store og dyre skader. Husk derfor at tjekke alle revner og sprækker, så skaderne ikke udvikler sig.
Taget er den konstruktion på huset, som er allermest udsat for årstidernes skiftende vejr. Om sommeren skinner solens skarpe stråler ned på taget, mens det om vinteren udsættes for regn, sne og frost. Det omskiftelige vejr slider hårdt på tagmaterialerne, og det er derfor vigtigt at tjekke, om dit tag er ordentlig tæt, før den næste sne falder.
Når du tjekker dit tag, er det først og fremmest vigtigt at sikre, at selve tagbelægningen sidder godt fast. Finder du løse tagsten eller tagsten, der er revnede og i stykker, bør disse straks udskiftes. Når du er i gang oppe på taget, bør du også undersøge, om de tagsten, der ligger allerøverst på tagfladen – kaldet rygningen, – er tætte, idet utætte tagsten kan forårsage alvorlige fugt- og vandskader hele vejen ned gennem huset. Hvis du har et tag af tagpap, bør du sørge for at få fjernet blade og andet snavs for at undgå skadelig plantevækst.
Tjek til sidst, om vindskeder og sternbrædder er forsvarligt fastgjorte. Hvis ikke de sidder ordentligt fast, bør de sømmes fast på ny med nye eller ekstra søm. Samtidig kan du tjekke, om de trænger til ny maling eller imprægnering. Hvis dette er tilfældet, skal du dog vente med at male til foråret, hvor vejret er lunere og luftfugtigheden er lavere.
Hvis det er muligt, er det efterfølgende en rigtig god idé at gå op på loftet for at tjekke, om der skulle være utætheder under kraftige regnskyl. I løbet af vinteren kan du undersøge, om tagkonstruktionen ser belastet ud, når der ligger sne på taget.
Hvilken slags træ bør jeg benytte på mine husgavle som dæktræ oven på vindskederne?
Selv hvis det ikke er længe siden, du sidst har skiftet træet på vindskederne, kan de hurtigt blive ret medtagne. Der er tale om træ, som er meget udsat for vind og vejr, så du kan ikke forvente, at dækbrædderne holder evigt, uanset hvilket træ du bruger.
Den billigste og mest tidsbesparende løsning er dog at bruge en aluprofil, næste gang dækbrættet er færdigt. Den lever nærmest uendeligt og kræver ingen vedligeholdelse. Hvis du vil benytte træ, så er et smart tip at skære dækbrædderne i smig ved eventuelle samlinger, så regnvandet kan løbe af.
Hvad gør man, når der er fem meter op til de vindskeder, som virkelig trænger til maling, og man ikke har ambitioner om at brække ryggen?
Vores bedste bud er at glemme stigen og leje eller investere i et stillads. Det er ikke muligt at stå sikkert på stigen og holde sig fast med én hånd og samtidig udføre et gedigent stykke reparationsarbejde med den anden.
Og hvis man slår sig sammen med et par naboer, er det hurtigt billigere – og helt sikkert mere praktisk – at købe et stillads. Et moderne letvægtsstillads er nemt at bruge og har mange fordele i forhold til stigen.
Det samles i sektioner, så du kan vælge mellem flere højder. Vægten er så beskeden, at to mand sagtens kan løfte og flytte det, selv hvis det ikke er forsynet med hjul. Du kravler op indvendigt gennem luger i ståplatformene, så du ikke kan falde mere end en enkelt sektion. Stilladset kan sikres med ekstra støtteben og med fæste ind i mur eller facade. Det tager kun nogle få minutter at rejse det og tage det ned. De fleste samlinger klikkes sammen. Stilladset fylder ikke ret meget, når det skilles ad, og det har som regel rigeligt plads i et haveskur.
Ligesom taget er husets skorsten særlig udsat for vejrets omskiftelighed. Derfor er det vigtigt, at du tjekker, om skorstenen står ordentligt fast. Skorstenen kan nemlig rokke sig løs, og hvis det sker, skal den formentlig udskiftes helt.
Hvis din skorsten er muret op, bør du tjekke, om der er revner i murstenene, og om fugerne er tætte. Ligeledes bør du tjekke for revner og sprækker, hvis din skorsten er pudset. Mens du er i gang, kan du lige sikre dig, at toppen af skorstenen – kaldet hatten – sidder forsvarligt fast.
Når du igen er nede på jorden, kan du starte med at tjekke husets facader og sokkel for revner, sprækker og slidtage, hvori vand kan trænge ind og skabe fugtskader. Hvis du opdager løs puds eller løse fuger, bør du banke disse af og reparere med ny mørtel. Du kan sagtens pudse facaden i vintermånederne, men hvis temperaturen kommer under 0 grader, bør du vente til foråret.
På gavlen bør du undersøge, om der sidder løse brædder, som skal sømmes fast eller skiftes ud. Er brædderne begyndt at rådne, bør du straks skifte dem ud.
Husk også at tjekke, om dine udendørs lamper sidder ordentlig fast, om alle ledninger er korrekt tilsluttet, og om lampen lyser ordentligt. Efterspænd evt. alle skruer og møtrikker og skift lamperne ud, hvis de er blevet for rustne i tidens løb.
Hvis du har høje træer, der står tæt op ad din bolig, har du måske oplevet, at blade og fyrrenåle ofte havner i dine tagrender i stedet for på græsplænen. Det øger risikoen for, at tagrenden stopper til og får vandet til at løbe over og ned ad facaden. For at undgå at vandet løber ned ad facaden og laver fugtskader, bør du flere gange årligt rense samtlige tagrender for blade og grene. Samtidig kan du undersøge, om tagrenderne er tætte og har fald ned mod nedløbsrøret, så nedbør løber i den rigtige retning.
En smart måde at fjerne blade og grene fra tagrenden er at skære en 1½ liters sodavandsflaske halvt igennem og bruge den som en ”skovl”, der passer perfekt i tagrenden. Det er både en nem og billig måde at rense dine tagrender!
Forberedelsen til en vinter med sne og tøvejr indebærer også, at vores hjem er beskyttet mod de potentielle udfordringer, som vintervejret kan medføre.
Et vigtigt skridt i denne forberedelsesproces er både at være opmærksom på fygesne på loftet og sikre, at tagrenderne er frie for sne. Hvis fygesne ikke fjernes, kan det potentielt føre til vandskader, hvilket er en situation, der gerne skal undgås.
Derudover er det afgørende at tjekke tagrenderne regelmæssigt for at sikre, at de ikke er tilstoppede af is eller sne. Ved at prioritere disse enkle forholdsregler kan du undgå uventede omkostninger i forbindelse med vintervejret.
Ligesom husets tagrender bør alle husets nedløbsrør renses for blade, jord og grene, så de ikke bliver stoppet til og får vandet til at løbe ud af nedløbsrøret og ned ad facaden. Hvis der løber alt for meget vand ned ad facaden, risikerer du, at fugten trænger igennem væggen og giver svampeskader inde i huset, og så skal der pludselig et meget større reparationsarbejde i gang!
Mens du er i gang med at tjekke dine nedløbsrør, kan du passende sikre dig, at nedløbsrøret er forsvarligt fastgjort på husmuren, så det ikke river sig løs og forårsager endnu større vandskader. Husk også at tjekke, at nedløbsrøret er samlet korrekt.
Når du skal tjekke husets vinduer og døre, bør du først og fremmest sikre dig, at der ikke er rådne karme, som bør skiftes ud. Hvis dele af dine karme er begyndt at rådne, bør disse udskiftes helt. Samtidig kan du tjekke, om maling eller imprægnering er intakt. Hvis der sidder løs maling, kan du skrabe dette af – men undgå at male i løbet af efteråret og vinteren, da træets fugtighedsgrad typisk er for høj i disse måneder.
Dernæst bør du tjekke, om alle døre og vinduer lukker helt tæt. Lukker de ikke ordentligt, eller binder de, kan du høvle og slibe dem for at få dem til at lukke ordentligt i, så du undgår varmespild i den kolde tid. Tjek samtidig, om nogle af hasperne trænger til udskiftning.
Mens du er i gang med at tjekke dine vinduer, kan du passende sikre dig, at fugerne hele vejen rundt om både døre og vinduer tætte. Hvis fugerne er utætte, kan der komme vand ind i konstruktionerne, hvilket kan give fugtskader.
Kloakker og brønde på din grund er dit ansvar. For at sikre, at nedbør kan løbe ud igennem systemet, bør du tjekke alle kloakker og brønde for skidt, snavs og slam, da dette ellers kan forhindre vandet i at løbe videre i systemet.
Det er vigtigt, at du tjekker terrænet omkring dit hus, idet en forkert skråning kan lede overfladevand ned mod dit hus i stedet for væk fra huset. Hvis overfladevandet havner ind mod yder- og kældervægge, kan det give fugtskader i dit hus.
For at få vandet til at løbe væk fra husets ydervægge skal der på fliser og belægninger blot være 1-2 cm fald pr. meter væk fra huset. Hvis du har blomsterbede eller græsplæne tæt op ad huset, skal terrænet skråne lidt mere, for at vandet løber væk.
Sidst – men ikke mindst – bør du tjekke haven omkring dit hus. Har du træer, der står i nærheden af huset eller naboen, eller har du løse genstande fx. trampoliner, havemøbler eller parasoller liggende, bør disse flyttes indenfor eller forsvarligt fastgøres, inden vinterens storme får fat i dem.
Læs mere her, hvis du ønsker at vide mere om, hvordan du kan klimasikre dit hus og din have.