En god pensel udgør halvdelen af godt malerarbejde, så det er vigtigt at vælge den helt rigtige til formålet. Billige pensler er ofte af lav kvalitet, og det er ikke sjovt, når hårene falder af og sætter sig på den malede overflade. En god pensel giver desuden en pænere og mere jævn struktur, hvilket giver et flot resultat. Nedenfor kan du finde gode råd til valg af pensler og efterfølgende rengøring.
Skal du male store overflader, er det naturligvis en god ide at anvende en bred, flad pensel på minimum 100 mm. Skal du derimod i gang med præcisionsarbejde på mindre overflader som f.eks. vinduesrammer eller dørkarme, anbefaler vi en lille, rund pensel, som er god til at lave skarpe kanter.
Du kan også købe pensler, som er bøjet i en let vinkel. De skåner håndleddet ved malerarbejdet, da du undgår at lave så mange vrid som med en almindelig, flad pensel. Det kan være en fordel, hvis du skal male meget og vil belaste håndleddene mindst muligt.
Hvis du vil have dine pensler til at holde i mange år, er det vigtigt at rense og pleje dem optimalt. Hvis dit malerprojekt strækker sig over flere dage, behøver du ikke rengøre penslerne hver dag. Du kan lægge en fugtig pensel i en tætlukket frysepose og tage den i brug igen dagen efter – den må dog højst ligge sådan i 3 dage.
Når du skal til at rense penslerne, bør du ikke bruge terpentin. Lunkent vand og sæbe virker mindst lige så godt og er langt bedre for både pensel og miljø. Vask penslen, indtil der ikke løber mere maling ud i vasken. Indtørret maling i bunden af penslen kan fjernes med en stiv stålbørste. Når penslen er ren, kan du med fordel dyppe den i fast brun sæbe for at forhindre hårene i at tørre ud. Ved hjælp af disse få, simple råd, kan du strække dine penslers levetid rigtig langt.