XL-BYG logo

Artikel

Sådan sikrer du at blive set

Arbejdstøj skal være praktisk, slidstærkt og komfortabelt – og samtidig skal det give dig en sikker arbejdsdag! Det er vigtigt, at sikkerheden tænkes med, når du vælger arbejdstøj. I Danmark er en stor del af året mørkt og vådt, og så er det ekstra vigtigt at være klædt på, så du er fuldt synlig.

Arbejdstilsynet har udstukket en række krav til sikkerhedsbeklædning med høj synlighed for alle, der arbejder på befærdede byggepladser og højrisikoområder, som f.eks. i nærheden af trafik, kraner eller andre motoriserede køretøjer. Kravene til synlighed afhænger af, hvilken form for trafik, der er på byggepladsen og køretøjernes hastighed. 

Tre sikkerhedsklasser for arbejdstøj

Hvis dit arbejdstøj er certificeret efter EN ISO 20471, er det opdelt i Klasse 1, 2 og 3 – alt efter, hvor høj synlighed de fluorescerende flader og reflekserne giver. Fælles for alle klasser er dog, at tøjet er synligt fra alle sider og på alle tider af døgnet. Altså både dag og nat! Samtidig skal reflekserne være udført på en måde, så de viser din krops omrids, uden at der opstår blinde vinkler.

Få et sikkert overblik

  • KLASSE 1 er arbejdstøj med almindelig synlighed, du skal benytte på byggepladser, hvor der ikke er kørende køretøjer eller blot langsomt kørende køretøjer, og hvor du f.eks. går til og fra din egen bil efter værktøj og materialer.

  • KLASSE 2 er arbejdstøj med god synlighed, du skal bruge, når du arbejder på byggepladser, hvor der også er kørende trafik. 

  • KLASSE 3 er arbejdstøj med særlig tydelig synlighed, som du skal benytte, når du arbejder tæt på offentlig trafik (f.eks. vejarbejde, ved jernbaner, på havne) eller på byggepladser med hurtigt kørende trafik.

Er du i tvivl om, hvilken sikkerhedsklasse der passer til den arbejdsopgave, arbejdsområde og byggeplads, du skal arbejde på, så vælg arbejdstøj med synlighed i Klasse 3! Her får du den højeste grad af synlighed 360 grader rundt.

Se altid efter EN ISO 20471-certificeringen – det er din garanti for, at arbejdstøjet opfylder kravene til høj synlighed.