Inden for maling benytter man “glans“ til at beskrive, hvor høj malingens genskær er, og hvor glat overfladen er. I princippet måles glans fra 0 til 100, hvor glans 0 er helt mat, og glans 100 har et kraftigt skinnende skær (også kaldet pianomaling). I virkelighedens verden bruges hverken glans 0 eller 100 – i stedet er der indført standard glans-niveauer, som bliver benyttet af alle malingsproducenter.
En tommelfingerregel er, at jo højere glans, du benytter, jo mere vaskbar og slidstærk er overfladen efterfølgende.
Det er muligt at finde en række forskellige vægmalinger, og det er vigtigt, at du vælger den rigtige til det rum, du skal male. Her tænker vi ikke på farven, men på hvilken glans, der er den rigtige. Det er der nemlig forskel på, alt efter om du skal male et badeværelse, en stue eller et køkken.
Hvis du ikke har børn, er kravene til slidstyrke på væggene begrænsede. Her kan benyttes en maling i glans 5 på alle vægge (dog ikke køkken og bad). Vægge malet med glans 5 giver et behageligt og blødt genskær.
Har du børn, så anbefaler vi, at du går lidt op i glans og vælger glans 7 eller 10 til væggene i børneværelserne, stuen og på gangarealerne. Det giver en mere modstandsdygtig vægoverflade, der kan tørres af med en hårdt opvredet klud. Du kan også benytte glans 20 på børneværelserne.
I køkken og bad er det ekstra vigtigt at vælge en maling, der er udviklet til rum, hvor der er vand og vandstænk. I områder som brusekabine, ved badekar og håndvaske skal du altid bruge vådrumsmaling. I resten af rummet kan du vælge at benytte en maling med en høj glans som fx 25 eller helt op til 50.
Vi anbefaler, at du læser vores artikel om vådrumsmaling. Du kan også læse mere om vægmaling her.
Alle vægge bør males to gange for at være sikker på, at der ikke er “helligdage“. Hvis du skifter fra en kraftigt farve på væggen til en lysere farve, så er to overmalinger endda ikke altid tilstrækkeligt.
Du kan godt benytte en vægmaling på loftet, hvis du benytter en lav glans (5 eller lavere), men hovedreglen er, at loftet ikke bør males med en højere glans end væggene. Her foreslår vi glans 2 eller 3, hvis du har stuklofter, mens glans 5 er mere velegnet til “almindelige“ lofter. Glans 5 og lavere glans giver en lidt mat overflade, der næsten ikke giver genskær.
Ganske som med væggene bør lofter males over to gange.
Læs mere om loftmaling her.
Et malet gulv er virkelig flot – uanset om det er et trægulv eller fx et betongulv i kælderen eller værkstedet. Gulvmaling er særligt robust og slidstærk, og vi anbefaler, at du ikke benytter en glans, der er under 50. Gulve er særligt udsatte for slid og snavs, så du bør desuden altid male gulvet mindst to gange – gerne tre.
Læs mere om vores gulvmaling her.
Når du skal male paneler (samt vinduesrammer, døre, karme og gerigter), skal du op i glans. Panelerne skal typisk helst stå skarpe og mere blanke end væggene. Vi anbefaler, at du benytter maling med en glans mellem 35 og 60.
Paneler er ofte udsatte for slag og fedtede fingre, så de skal males med en mere hårdfør maling, og en maling der kan vaskes af.
Mange af de malinger, der kan benyttes som panelmaling, kan også sagtens benyttes på metal – som fx radiatorer (her kan du med fordel også overveje spraymaling).
Læs mere om panelmaling her.
Et godt forarbejde giver det bedste resultat. Det gælder især, når vi taler om malerarbejde. Denne guide har imidlertid koncentreret sig om selve produktet, malingen, men du kan også læse om klargøring, malergrej eller afdækning her; om grunder her; om træpleje med lud, lak og olie her; om træbeskyttelse her; og endelig om udendørs murmaling og sokkelmaling her.
Hos XL-BYG finder du faguddannede medarbejdere i vores malerafdelinger, der kan give dig råd og vejledning i dit valg af maling. Uanset om det er indendørs eller udendørs – eller om gør-det-selv-projektet indebærer maling af badeværelset eller ny gulvmaling i værkstedet. Du kan også få hjælp til at komme hjem med de rigtige pensler, malerruller og den rigtige afdækning.