En god kvalitetsflise holder sig pæn i mange år og kan sagtens klare den daglige slitage, den bliver udsat for, uden at den bliver kedelig og slidt at se på. Og så er det nemt at holde en høj hygiejne med fliser i badeværelset.
Det kan være forvirrende, hvad forskellen er på de forskellige former for gulv, vi normalt benytter i et badeværelse. Her er en kort og overskuelig gennemgang:
En badeværelsesflise er lavet af sten (naturfliser består oftest af marmor, granit eller terrazzo) eller brændt ler, der har fået en glaseret overflade – såkaldte keramiske fliser. Badeværelsesfliser kan både benyttes på gulv og væg, alt efter hvor hårdt de er brændt.
En badeværelsesklinke er altid lavet af brændt ler ganske som en flise, men er brændt hårdere, så den er mere slidstærk og derfor ofte den, der benyttes på badeværelsesgulvet. En klinke til badeværelset er glaseret ganske som en badeværelsesflise, og man taler derfor også om keramiske klinker.
En kakkel er egentlig det samme som en klinke. Den forbindes blot ofte med belægning på borde eller kakkelovne. En kakkel er også lavet af brændt ler, der er blevet glaseret, og det siger således sig selv, at grænsen mellem definitionen af badeværelsesklinker, badeværelsesfliser og kakler er meget flydende.
Med badeværelsesstifter menes helt små fliser, ofte blot 1x1 eller 2x2 centimeter. Stifter fås både i marmor og granit og som glaseret, brændt ler.
Når først badeværelsesfliserne er lagt, vælger de fleste at lade dem ligge i mange år, både fordi fliserne kan blive ved med at se flotte ud længe, og at det kan være et stort arbejde at udskifte dem til andre. Det er derfor vigtigt, at du er omhyggelig med dit valg.
Vi foreslår, at du følger en række enkle tommelfingerregler, når du skal vælge badeværelsesfliser.
Start med størrelsen og tænk over, om du ønsker store eller små fliser. Mange vælger de store fliser til badeværelset, fordi de giver badeværelsesgulvet et roligt og harmonisk udseende. Store fliser betyder nemlig, at der ikke er ret mange fuger og dermed færre "brud" i overfladen.
Hvilken overflade skal dine badeværelsesfliser have? Mat, blank eller med mønster? I dag vælger mange matte fliser, fordi de kan lide det rustikke udseende, de giver gulvet og badeværelset. Matte fliser er også mere skridsikre, mens en blankere overflade kan være lettere at vedligeholde.
Og hvad med farven på din badeværelsesflise? I og med at fliser i badet ofte ligger i mange år, vælger mange en farve, der ikke så hurtigt går af mode, og som man ikke risikerer at blive træt af foreløbig. En simpel, neutral farve som hvid, natur eller grå er nem at sammensætte med andre, måske mere kulørte indretningsdetaljer, mens mere farverige fliser på badeværelset kan give noget kant, så resten af indretningen kan holdes simpel. Det er også værd at tænke over, om fliserne på badeværelsesgulvet nødvendigvis behøver at have den samme overflade og farve som vægfliserne. Ligeledes kan du overveje, hvilken farve din fuge skal have. Du kan fx vælge en fuge, der er tæt på flisens farve eller en fuge, der står i kontrakt til fliserne, alt efter i hvor høj grad du ønsker, fliserne skal træde frem i overfladen.
Vedligeholdelse af dine fliser på badeværelset og i brusenichen er også en vigtig ting at have med i overvejelserne fra start. For mange er det faktisk den afgørende faktor i valget af badeværelsesflise. Når valget står mellem mørke og lyse fliser, er det vigtigt at vide, at mørke fliser typisk hurtigere vil komme til at se beskidte ud i forhold til lyse fliser, og kalkaflejringer vil være tydeligere. Ligeledes vil naturfliser kræve mere rengøring end keramiske fliser, da naturfliser ikke er fedtafvisende på samme måde som keramiske fliser.
Fliser til badeværelset kan fås skridsikre, så du ikke risikerer at falde og komme til skade. Hvis du vil være sikker på at få en skridsikker badeværelsesflise, bør du vælge en flise med struktur.
Badeværelsesfliser er nemme at gøre rene og nemme at vedligeholde. Til dagligt er det tilstrækkeligt at gøre fliserne rene med en almindelig moppe eller en fladmoppe, en klud, vand og et godt, gængs rengøringsmiddel.
Et badeværelse er et vådrum, og det er ofte her, der kan udvikle sig råd og svamp. Sørg derfor altid for god udluftning og for regelmæssigt at gøre grundigt rent med skuresvamp og rengøringsmiddel, så du kan undgå genstridige kalkrester i brusenichen og på fliserne ved håndvasken, og så du kan holde den gode hygiejne på badeværelset.
Læs også vores artikler om vedligeholdelse af klinker og fliser, og hvordan du kan undgå kalk i dit vand.
Uanset om du er på udkig efter fliser, klinker eller stifter til dit nye badeværelsesgulv, kan du hos din lokale XL-BYG finde fliseudstilling med et bredt og alsidigt udvalg. Du finder både store og små badeværelsesfliser, keramiske fliser og klinker, farverige stifter og fliser med mønstre. Vores medarbejdere er altid parate til at hjælpe dig med at vælge den rette badeværelsesflise og give dig gode råd om opsætning, fugning og efterfølgende vedligeholdelse og rengøring.
Ønsker du at klæbe nye fliser oven på de gamle, kan du følge denne simple guide. Vil du i stedet fjerne de gamle, slidte fliser helt, og har du brug for at leje en nedbrydningshammer, kan du se dine muligheder her.