XL-BYG logo

Varmepumper

38 produkter

Viser 24 ud af 38 produkter

Der er penge at spare på energiregningen, hvis du får installeret varmepumpe i bolig eller sommerhus. Grundlæggende er der tre typer: Luft-til-vand, luft-til-luft og jordvarme (som også kaldes væske-til-vand). Få overblik over, hvad der adskiller de forskellige varmepumper, og hvor du med fordel kan overveje at få dem installeret.

Hvad er en varmepumpe?

Hos XL-BYG har vi gennem årene rådgivet mange af vores kunder i deres køb af varmepumpe- om priser, tilbud og montering. Men allermest har vi forklaret, hvori forskellen er mellem de tre typer af varmepumpe.

Skåret helt ind til benet så er en varmepumpe et varmeanlæg, der omsætter den varme, der er i luften uden for huset eller i jorden under huset til opvarmning af selve huset. Det vil sige, at du på en smart og økonomisk måde får udnyttet den varme, vi er omgivet af. Det giver god mening, når vi tænker på energiregningen.

En varmepumpe drives af el, men den bruger kun cirka en fjerdedel af den elektricitet, som fx en el-radiator skal bruge for at levere varme til boligen. Du får således mere varme for de samme penge.

Hvor kan du benytte en varmepumpe?

Det giver god mening at overveje at installere en varmepumpe, næsten uanset hvilken type bolig, vi taler om. Både nybyggeri, ældre boliger med fx oliefyr, el, gas eller fjernvarme og sommerhuset. Her kan du enten helt skifte til varmepumpe, eller du kan supplere opvarmningen.

Varmen fra en varmepumpe kan levere varme til både radiatorer, gulvvarme og til opvarmning af brugsvand.

Sådan foregår installering af varmepumpen

Moderne varmepumper er nemme at montere, betjene og justere – og mange kan styres fuldstændigt vha. en fjernbetjening, så du ikke behøver at gå hen til varmepumpen for at ændre dens opvarmningsmønster (du kan fx styre den i sommerhuset via Wi-Fi og din smartphone).

  • Luft-til-luft varmepumper kan du selv installere ved at følge monteringsvejledningen) - Vi anbefaler dog, at du får hjælp af en installatør.
  • Luft-til-vand og jordvarme skal installeres af en autoriseret installatør

Hvordan fungerer de forskellige typer varmepumpe?

Som nævnt er der tre forskellige typer af pumper, der hver især har sine fordele og prisniveauer.

Luft-til-luft varmepumper

Luft-til-luft varmepumper er relativt billige og velegnede til sommerhuse, garager, værksteder og udhuse. Her udnyttes varmen i udeluften via en varmeveksler. Den opvarmede luft blæses ind i huset og opvarmer og udskifter selve luften i rummet. En luft-til-luft varmepumpe opvarmer derfor ikke radiatorer, gulvvarme og brugsvand.

Kombinerer du luft-til-luft varmepumpen med en varmeveksler (varmegenvinding), udnytter du også varmen i den luft, der bliver suget ud af huset, fordi varmen bliver overført til indblæsningsluften. Det giver en effektiv opvarmning.

Det er muligt at få luft-til-luft varmepumper, der kan “vendes“, så de køler i stedet for at opvarme på samme måde som et airconditionanlæg. Det er en fordel om sommeren.

 

Luft-til-vand varmepumper

Luft-til-vand varmepumper leverer varme til din boligs varmeinstallationer. Denne type varmepumpe leverer med andre ord ikke varme til luften i din bolig, men varmer dit brugsvand og dine radiatorer og gulvvarme op.

Pumpen fungerer som en luft-til-luft varmepumpe i den forstand at den med en varmeveksler udnytter luftens temperatur til at udvikle varme. Forskellen er, at en luft-til-vand varmepumpe skal forbindes med boligens varmesystem. Dette gør pumpen og selve installeringen dyrene (installeringen skal foretages af en autoriseret installatør). Når pumpen er monteret, har du derimod en meget billig og effektiv varmekilde, der på sigt gør din varmeregning til mere behagelig læsning.

Selve luft-til-vand varmepumpen består af ude- og en inde-del, begge på størrelse med et halvt køleskab. Udedelen bør du placere, så den ikke generer dine naboer, da den støjer en smule. Moderne pumper er imidlertid meget lydsvage – ofte blot omkring 28dB på inde-delen og 55dB på udedelen. Du kan vælge at montere en støjskærm på udedelen.

En god luft-til-vand varmepumpe kan uden problemer levere varmt brugsvand og varme radiatorer til hele boligen. Er dit hus stort (over fx 250 m2) kan du vælge en stor og kraftig model eller installere to pumper.

Jordvarmepumpe

En jordvarmepumpe udnytter den varme, der helt naturligt findes i jorden året rundt.

Med jordvarme skal du have gravet væskefyldte slanger cirka en meter ned i jorden (jordvarme kaldes derfor ind imellem også for væske-til-varme). Fra pumpen overføres jordvarmen via en varmeveksler til boligens varmeinstallationer – radiatorer, gulvvarme og brugsvand.

Har du mulighed for at få installeret jordvarme, har du en billig og effektiv varmekilde året rundt, for selvom der kun er få graders højere temperatur i væsken i de slanger, der er gravet ned under huset, så er udvindingen af varme så effektiv, at du sagtens kan nøjes med jordvarme som eneste energikilde.

Jordvarme er den dyreste, men også mest effektive af de tre varmepumpe-løsninger, og skal udføres af en autoriseret installatør.

 

10 hurtige spørgsmål og svar om varmepumper

En ting er besparelserne på energiregningen, men hvor meget er der egentlig tale om? Vi har samlet en række typiske spørgsmål, vi møder om varmepumper.

  1. Hvor meget kan jeg spare på varmeregningen?
    I nogle tilfælde kan du halvere din varmeregning ved at skifte dit oliefyr eller naturgasfyr ud med en luft-til-vand varmepumpe. Benytter du elvarme, er besparelsen højere! En varmepumpe udnytter energien tre gange bedre end andre former for opvarmning. De største besparelser opnår du med jordvarme.
  2. Kan jeg bare udskifte mit oliefyr?
    Nej. Du skal altid informere din kommune, hvis du ændrer din boligs primære varmekilde. Installerer du en luft-til-luft varmepumpe i dit sommerhus, skal du ikke informere. Husk at jordvarme og luft-til-vand varmepumper skal installeres af en autoriseret installatør. Vi anbefaler også, at du får professionel hjælp ved installeringen af en luft-til-luft varmepumpe.
  3. Hvad koster det at installere en varmepumpe?
    Jordvarme er dyrere end luft-til-vand varmepumper, der så til gengæld er dyrere end luft-til-luft varmepumper. Et jordvarmeanlæg kan etableres for mellem 100.000 og 150.000 kroner. En luft-til-vand varmepumpe koster mellem 70.00 og 120.000 at etablere, mens en luft-til-luft varmepumpe koster et sted mellem 15.000 og 25.000 kroner (men her kan du spare en del ved selv at montere – selvom vi anbefaler, at du også her benytter en autoriseret installatør).
  4. Kan jeg søge tilskud til varmepumpen?
    Ja, du kan søge tilskud fra Energistyrelsen, hvis du skifter dit oliefyr eller naturgasfyr ud med en varmepumpe.
  5. Hvor hurtigt har en varmepumpe tjent sig hjem?
    Som tommelfingerregel er tilbagebetalingstiden for luft-til-luft og luft-til-vand varmepumper cirka 3-7 år, mens den for jordvarme er 5-10 år.
  6. Hvor lang levetid har en varmepumpe?
    Luft-til-luft og luft-til-vand varmepumper holder normalt mellem 10 og 20 år. Det samme gælder jordvarmepumpen, mens jordslangerne har en levetid på op imod 50 år.
  7. Hvor ofte skal en varmepumpe have servicetjek?
    Du er forpligtet til et servicetjek en gang om året. Anlægget kræver ikke olie eller særlig opmærksomhed. Du skal heller ikke fylde kølemiddel på din varmepumpe. Det skal gøres af en autoriseret installatør.
  8. Hvor meget koster en varmepumpe i strøm?
    En jordvarmepumpe og en luft-til-vand varmepumpe bruger cirka for 20.000 til 25.000 kroner strøm om året (5.200-5.800 kWh), mens en luft-til-luft varmepumpe bruger cirka for 15.000 kroner (3.700 kWh) – hvis den kører hele tiden, hvilket den typisk ikke gør, da den oftest benyttes i fx et sommerhus.
  9. Hvor meget larmer en varmepumpe?
    Ikke ret meget og vil yderst sjældent være et problem i hverdagen. En luft-til-vand varmepumpe larmer fx kun cirka 28 dB på indedelen og 55 dB på udedelen.
  10. Hvor stor skal min varmepumpe være?
    Der findes en enkel beregningsmodel, du kan bruge. Du skal gange dit energiforbrug i kW pr. kvadratmeter med størrelsen på din bolig. Resultatet viser hvor mange kW, din varmepumpe skal kunne opvarme. Energiforbruget kan du aflæse på din varmemåler.

Du finder din varmepumpe hos XL-BYG

Hos XL-BYG kan du finde varmepumper i forskellige prisniveauer. Start altid med en snak med en af vores faguddannede medarbejdere, inden du beslutter dig – vi kan rådgive dig om hvilken type varmepumpe, der passer til netop din bolig og dine behov – og til en fornuftig, konkurrencedygtig pris. Uanset om du har brug for en lille varmepumpe eller en stor varmepumpe. Vi kan også vejlede dig mht. montering, installering og vedligehold. Har du brug for en flot varmepumpeskjuler, kan vi også hjælpe med det.